Viser opslag med etiketten livet som forældre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livet som forældre. Vis alle opslag

23.01.2016

[Også en del af ?] Livet som mor til et skolebarn

Før jeg fik et skolebarn - ja før jeg fik børn i det hele taget, så synes jeg, at det var helt hen i vejret med forældre-get-togethers. Fuldstændig vanvittigt!

Som børnefamilie har man allerede en travl hverdag, fyldte weekender og knap tid til at se gamle venner, og så skal man pludselig til forældre-get-togethers, uden børn til og med. Vanvittigt! Jeg forstod det ikke, og gør det måske stadig ikke helt.

Men så var det, at jeg blev mor til et skolebarn. Og pludselig gik det op for mig, hvor meget skolelivet fylder for hele familien. Hvor vigtigt det er for hele familien. For JoJo, os forældre og lillebror ikke mindst. Hvordan hele familien bliver en del af skolelivet. Og heldigvis så kom JoJo i en virkelig god klasse. Med søde klassekammerater og søde forældre. En klasse som engagerer sig i børnene på tværs og i hinanden.

At blive mor til et skolebarn har også lært mig, hvor vigtigt de gode relationer er. Altså det ved jeg selvfølgelig godt, men… Men hvor meget det betyder, at vi forældre kender hinanden, er "trygge" i hinandens selskab, så man åbent og ærligt kan tale om de udfordringer og problemer, der kan opstå i løbet af de næste 9 år*. Dét behøver man selvfølgelig ikke forældre-get-togethers til, men der er ingen tvivl om, at den gode relation og stemning smitter af på børnene og klassen som helhed.

Så nu er jeg sådan en type der går til forældrefester. Og i aften skal jeg af sted igen, og jeg glæder mig. Der står søde mennesker, sushi, champagne og drinks på programmet, så det kan kun blive en god aften.

Men hvad er jeres holdning til forældre-get-togethers uden børn med skolen og lignende? Er det noget I gør eller er det et absolut no go?

*JoJo har fx haft en mindre konflikt med en dreng i sin klasse, som gik ham rigtig meget på. Og fordi vi havde mødt forældrene flere gange, og ikke kun til godmorgen ved morgensang, så var det meget lettere at ringe til forældrene og få en snak om, hvordan vi kunne hjælpe drengene videre. En saglig snak uden beskyldninger. Det behøver man ikke nødvendigvis forældrefester til, men en god forældrekontakt.



#Aftenens værtsgaver. J og jeg starter med middag i hvert sit hus. Man har delt forældreparrene op og blandet drenge og pige forældre, og så mødes vi alle kl. 22 ét sted til drinks, musik og hygge.

12.01.2016

Barndomsminder

Klokken er mange. Over midnat faktisk. Jeg burde at sove. Men jeg har lidt ondt i hovedet og det hjælper lyset fra computeren helt sikkert på…, og jeg kunne ikke rigtig finde roen. Så nu sidder jeg her, i mørket. Det er egentlig ganske hyggeligt og samtidigt ufatteligt dumt. Dét bliver jeg straffet for i morgen.

Tidligere på aftenen, da jeg puttede drengene, kom jeg til at tænke på barndomsminder. Lige midt i godnatsangene. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om det mon er noget ,som de kommer til at huske fra deres barndom. At jeg sang godnatsange. Det sker ikke hver dag, men næsten. Og midt i mit syngeri blev jeg enig med mig selv om at blive bedre til også at synge godnatsange de dage, hvor jeg er træt og uoplagt. For lige dér fandt jeg ud af, hvor dejligt jeg synes det vil være, hvis det er noget de kommer til at huske fra deres barndom. At deres mor sang godnatsang stort set hver eneste aften.

Det fik mig også til at tænke på mine egne barndomsminder. Jeg synes ikke rigtig, at jeg kan huske noget. Eller jo det kan jeg, men det er mere sporadisk. Fik jeg mon sunget godnatsange? Det kan jeg simpelthen ikke huske. Eller blev der læst godnathistorier? Ikke at det lige præcis er de to ting, der er afgørende. Jeg kan huske fra jeg blev lidt ældre. Fx. hvordan vi altid spillede 500 hos min far. Og hvordan hjemmesmurte højbelagte rugbrødsmadder, som vi til og med spiste i sofaen, var noget helt særligt. Og hvordan vi altid kyssede farvel, lige midt på munden. Jeg husker også, hvordan jeg elskede at komme hjem til min farmor og farfar, sidde i lænestolen og læse gamle Ude & Hjemme, imens min farmor serverede cacao lavet på sødmælk med et sjat fløde i. Og hvordan vi altid sad ved det lille udtræksbord sådan et skærebræt et i køkkenet og spiste digestive kiks med smør på, når min farfar kom hjem fra arbejde. Og hvordan hans skægstubbe gjorde lidt ondt, når han krammede. Og hvordan jeg altid skubbede min søster, når vi cyklede hjem til min far.

Uanset så har aftenens tankespind fået mig til at tænke på barndomsminder igen. Og måske endnu mere  tænke over, hvad jeg håber, at vores børn husker, når de bliver ældre. Særligt at de små ting i hverdagen. Godnatsangene. Fodboldkampene i haven. Dyner og familiefilm i sofaen. Det er sådan nogle ting vil jeg gerne have, at de husker, når de tænker tilbage på deres barndomsminder.


#JoJo læser for sin lillebror. Dét håber jeg også bliver en del af det drengene kommer til at tænke tilbage på. Hvad de lavede sammen og hvilken glæde de havde af hinanden. På de gode søskendedage :-)

29.05.2015

Om at ligne sine forældre

DRENGENES FORSKELLIGHEDER - og ligheder med os forældre, kommer nogle gange til udtryk på de sjoveste måder. Da vi i pinsen var på Bornholm, fik drengene hver 25 kr. af mormor til at snolde for på færgen hjem. Og det var sjovt at opleve, hvor forskellige vores drenge er og hvor meget de hver især ligner deres forældre. Også når det kommer til pengeforbrug.

JoJo har alle dage været meget eftertænksom, fornuftig og grundig præcis som sin far.  Derfor tænkte længe han over, hvad pengene skulle bruges på og hvordan han fik mest ud af dem. Efter lang tids overvejelse købte han både en pose vingummi, en stang frugtkarameller og havde ni kr. med hjem til sparegrisen. Lille V er præcis som mig selv impulsiv, knap så velovervejet og måske også en smule utålmodig, og valgte meget hurtigt den mest farverige og indbydende is uden at tænke alt for meget over alle de andre muligheder, der også var. Isen var jo det han havde lyst til lige dér.


#Et meget tydeligt billede på hvor forskellig vores to drenge er. JoJo nyder og Lille V råber ♥

21.04.2015

Kvarteret

VORES HJEM ER ET HOTEL. Et hotel med to gæster på 7 og næsten 4 år. To drenge.

Drengene får ikke lommepenge. De har ingen faste pligter. Men de skal hjælpe til, fordi det gør man i en familie. Punktum. Men virkeligheden er ofte en anden. Og selvom vores intentioner er gode, så har det bare ikke rigtig fungeret.

Men vi har fundet løsningen. Ja sg*! KVARTERET. Inspireret af et eller andet tv-program. Og det er så nemt og lige til, at jeg næsten kunne fælde en lille tåre eller banke hovedet ind i væggen over, at vi ikke har tænkt på det selv tidligere.

Kvarteret er det kvarter lige efter, vi er blevet færdige med at spise til aften. Dér hvor vi typisk bryder op, forældrene rydder op og drengene leger eller hvad de nu finder på. Den tid, hvor vi egentlig gerne vil være sammen, men alligevel laver hver vores.

I det kvarter hjælper vi hinanden med dagens opgaver. Vi deler os typisk op to og to, og så går vi i gang med rækken af opgaver. Vi sætter uret på 15 minutter, og aftalen er meget klar. Når de 15 minutter er gået og klokken ringer, så er drengene færdige med kvarteret og vi klarer resten. Opgaverne spænder fra at rydde op efter aftensmaden, ordne vasketøj til rydde op på værelser, legestuen eller i indgangen i kælderen.

Udover at de hjælper, så er det mest fantastiske at de har taget kvarteret til sig. Under maden spørger de til dagens kvarter og hvilke opgaver der venter. Intet mindre end fantastisk!

Der er ingen tvivl om at nogle opgaver ville være lettere og hurtigere at gøre selv. Men det ville være halvt så hyggeligt - og lærerigt for drengene.


#Forleden havde lille V skyl af tjansen, og da vi ikke kunne finde hans forklæde, var han selvfølgelig nød til at tage alt, som i virkelig alt, tøjet af, så det ikke blev vådt :-) Og jeg ville jo havde været færdig for længst, hvis jeg havde gjort det selv, men det ikke været i nærheden af så hyggeligt.

07.03.2015

Åh det natteroderi

KAFFE KAFFE KAFFE.  Jeg har været vågen siden klokken 6-ish en luksus for nogle I know, men hårdt her på matriklen. Efter at have brugt, hvad der føles som den halve nat, men måske kun er en halv time, på en skrigende og meget sur 3-årig. Og inden det var rigtig lyst, stod JoJo ved fodenden med ondt i maven, og vi puttede os sammen i hans seng, hvor han absolut ikke kunne finde roen.


#Morgenhygge på madrassen

Det sidste lange stykke tid har vi haft mindst en af drengene i smørhullet hver nat. Egentlig synes jeg, at det er vanvittig hyggeligt med en lille varmedunk i midten, men J sover rigtig dårligt, og den eneste der sover rigtig godt, er barnet i midten. Der kan jo være mange grunde til at drengene søger os om natten. Og jeg er ikke i tvivl om, hvornår det er tryghed de søger eller hvornår det bare er fordi de lige er vågnet, og det kunne være hyggeligt. For ja, det er som sagt hyggeligt - for halvanden person.

Derfor har vi besluttet, at vi skal have lidt mere styr på nattesøvnen for os alle fire. For afbrudt søvn er ikke godt, for nogen af os. JoJo sover rigtig fint i sin egen seng, og han forstår godt, at når han vågner og det er mørkt udenfor, så er det stadig nat. Han kommer stort set kun, når han har haft en dum drøm hvilket han så har haft næsten hver nat den seneste måned…? eller som i morges, hvor han har ondt i maven. Lille V derimod, han er lidt strid på natteroderi-kontoen. Når han vågner om natten, begynder han automatisk at kalde råbe, og hvis J går ind til ham, bliver han stiktosset. Det er kun mor der må. Går jeg derind, så ender han altid i vores seng. Jeg kan ikke sige nej til de små arme der rækker ud efter mig. Og så sover vi dårligt.

Derfor har vi taget en ekstra madras ind på vores værelse. Og dér er drengene meget velkommen til at sove om natten. Men den madras var årsag til Lille Vs udbrud i nat. For dér skulle han absolut ikke sove. Han skulle sove ved siden af sin mor. Og selvom jeg havde lyst til at lægge ham i smørhullet med det samme, var jeg også nød til at give det en chance. Som betød at halvdelen af min krop lå udover sengekanten og nede på madrassen og resten af kroppen i min seng. Så udover manglende nattesøvn, så er kroppen også lidt mørbanket.

At jeg har derudover ofte en tendens til at gå en lille times tid for sent i seng - og når jeg sætter fokus på det, så holder det kun en dag eller tre, gør det ikke bedre. Jeg har brug for nattesøvn, sammenhængende nattesøvn.



10.02.2015

Andre folks børn

JEG KAN FAKTISK ikke så godt li' børn. Eller jo, jeg er vild med børn. Jeg skal bare kende dem - eller deres forældre. Så kan jeg li' dem, rigtig meget. Men andre børn, dem er jeg ikke vild med.

Men det er faktisk slet ikke børnenes skyld. Det er deres forældre og deres mangel på opdragelse af eget afkom. Jeg har skrevet om det før, opdragelse - og det bliver nok heller ikke sidste gang, men nogle gange bliver jeg virkelig overrasket og fortørnet over, hvordan børn opfører sig, og forældre der gør absolut ingenting, i det offentlige rum. Er vi de virkelig så konfliktsky?!

… Jeg begyndte faktisk på indlægget på vej hjem i flyet, hvor jeg havde rigtig meget på hjertet om emnet. Men efter at havde ramt dansk grund, har jeg åbentbart glemt lidt af den følelse, som jeg sad med lige der i flyet. Den følelse, hvor jeg gerne så, at folk forældre var lidt bedre til at opdrage og italesætte deres egne børns opførsel, særligt i det offentlige rum.

Jeg skal på ingen måde hæve mig os selv over andre. Vores tur til Berlin er vist et godt eksempel, men altså.

Men i løbet af skiferien oplevede vi stort set dagligt både børn og forældre der råbte på restauranter. Og ja, det var frokosttid midt på pisten, men er lidt pli at fornægte? Er det? En ting er det der råberi, som både er en kombination ferierus, begejstring og børns udtalte evne til at bruge deres stemmestyrke. Men forældrene, hvor er de henne? Hvorfor beder de ikke deres børn om at tale i normalt stemmeleje, lader vær med at råbe tilbage eller beder deres børn om at vise lidt hensyn, de er trods alt på restaurant?

Hvorfor? Hvorfor hjælper vi ikke vores børn med at være bedre gæster? Bedre til at vise hensyn alt efter, hvor de befinder sig henne? Hvorfor giver vi dem lov til at styre tingene? Jeg forstår det ikke.


#Drenge i sne. Som opførte sig de fleste dage og timer virkelig godt. Kun allersidste dag i München opstod der lidt konflikter og problemer med deres hørelse. Efter en uge på ski var de fysisk trætte, og det var måske lidt meget af forældrene at forvente, at de kunne gå rundt i byen i et par timer. Et læringspunkt til forældrene!

Note: Vores børn kan selvfølgelig også være stride, uopdragne og opføre sig dårligt. Dér hvor jeg synes problemet er, at når vi som forældre ikke siger fra. Siger stop. Tager dem væk fra situationen. Siger, at det ikke er ok. Og dér kan vi, altså J og jeg, sagtens lære meget endnu.

30.12.2014

Noget om venskaber

TILLID, EMPATI OG FÆLLESSKAB - det er bare nogle af de værdier, som er vigtige i venskaber. Særligt de nære, hvor tiden sammen ikke er en afgørende faktor. Men hvor venskabet er netop der, hvor man forlod det, sidst man var sammen. Hvor man samler tråden op og fortsætter som var det i går man så hinanden.

Dé venskaber er vigtige både for børn og voksne. Og i dag oplevende vi endnu engang JoJo i et af de venskaber. Han er så heldig at have to bedstevenner fra børnehavetiden. Venner, som han ser en gang om måneden, nogle gange mindre. Venskaber, hvor de med det samme finder hinanden i leg og fællesskab, når de ses. Venskaber som siden de er startet i skole og har fået nye venner er forandet, er vokset. De er blevet fortrolige. De fortæller hinanden ting fra deres hverdage, som de ikke længere deler. Som forældre er det en fornøjelse at opleve sit barn i sådanne sociale relationer.

Og som ekstra bonus, så kender de hinanden så godt, at de ikke behøver en voksen i deres relation og i dag havde JoJo besøg af den ene bedsteven i 8 timer. 8 timer fyldt med leg og grin. Jeg elsker det.

JoJo har tre rigtig gode venner, men er heldigvis rigtig god til at lege på kryds og tværs med mange forskellige børn. I juleferien har han haft legeaftaler med tre forskellige drenge fra sin klasse. Tre søde drenge, som han alle leger rigtig godt med også selvom de er meget forskellige. Det er en fryd for mit mor-hjerte at opleve fra sidelinjen. Se hvordan han indgår i de sociale relationer.

I morgen kommer endnu en ven. Hans allerførste bedste veninde fra Luxembourg. Og hendes forældre, vores rigtig gode venner. Selvom det er lang tid siden, at vi alle har set hinanden, så ved jeg, at så snart vi ser hinanden, så starter snakken som var det i sidste uge, at vi sidst så hinanden. For sådan er det med gode venner.


# JoJo og hans bedste veninde fra tiden i Luxembourg. De var så søde sammen, da de var små. De elskede at lege sammen og hvinede altid af fryd, når de så hinanden.

08.12.2014

Hverdagstaknemmelig

MANGE DAGE DRØMMER jeg om at blive hjemmegående igen. Jeg elskede stort set hvert et minut som hjemmegående og savner det stadig, selvom det er mere end fire år siden. Særligt de dage, hvor jeg kommer rigtig sent hjem, eller slet ikke når at hjem inden drengene er gået i seng, og vi kun når at have en god times tid sammen om morgenen.

Men, som jeg har skrevet om et utal af gange, så er jeg vi heldigvis så priviligerede at have ro på om eftermiddagene, hvor J henter drengene ved 15.30-tiden. Så når jeg træder ind af døren kl. 17.30, så er maden stort set klar og tiden indtil drengene skal i seng er 80 % familietid med nærvær og hygge. Og de sidste 20 % er praktik og andre kedelige ting, men det er formentlig uundgåeligt.

I dag var så en anderledes dag. J er desværre syg, og derfor kom jeg hjem til en sofa fyldt med tre drenge med hver deres tekniske gadget. De hyggede sig alle tre, og jeg havde allermest lyst til at sætte mig i sofaen sammen med dem, men i dag var det mig der måtte ordne alt det praktiske. Og jeg savner måske nok at være hjemmegående, men jeg er også ualmindelig taknemmelig for, at jeg i hverdagene "bare kommer" hjem til en familie der venter, klar til at tage imod og til at være sammen. At når jeg træder ind af døren, så har vi tid til at bare at være sammen alle fire. For det meste.

Så det er dage som i dag, hvor jeg bliver mindet om at vores familie har fået lavet os en rigtig god, velbalanceret og rolig hverdag. Dét er jeg meget taknemmelig for.

Julehygge, nisser, pebernødder

#Da klokken var otte sad jeg alene i sofaen. De to små drenge var puttet efter at havde fået fortalt julehistorie, sunget lidt for mange godnatsange og talt om alle de vigtige ting, som børn kommer i tanke om lige som deres små øjne begynder at lukke sig for natten. Store J var også gået i seng med håbet om, at dagen i morgen bliver bedre. Jeg havde planlagt en kop kaffe og lidt julesnolder, men nåede det aldrig. Og nu er klokken 22 og jeg er på vej i seng. 

24.11.2014

Natteroderi

HELT OVERORDNET, så sover vores drenge godt. De er relativt lette at putte om aften. Sover som regel i deres egne senge. Sover for det meste hele natten igennem.

Men, det skulle næsten komme, så er de jo børn og med børn kan ting ændre sig fra den ene dag til den næste. Og for tiden, som så mange gange tidligere, så er natteroderi på programmet. 

Og i nat har jeg fået hvad der vel svarede til fire timers søvn. Jeg kan ikke udelukkende give drengene skylden for det, da jeg først gik i seng på den anden side af midnat damn you Popcorn-time og sæson 3 og 4 af Suits. Men på vej mod kontoret  kl. 7 i morges var jeg en smule i tvivl om, hvordan jeg skulle komme igennem de 10 timers arbejde der ventede. Kaffe og mere kaffe, en cola og  så endnu en kaffe.

Men for at komme tilbage til det der natteroderi. Det starter allerede ved sengetid for tiden. Lille V holder hårdt og kærligt fast i min arm hver eneste aften, og siger med sin lille søde stemme "mor jeg skal lige sige dig noget", men kan aldrig huske det, når jeg står ved hans seng for at høre, hvad det er, at han skal sige til mig. JoJo, han er pludselig begyndt at stå op efter vi har puttet ham, med den begrundelse at han ikke kan sove. Men sjovt nok falder han i søvn i løbet af 3 minutter, så snart vi putter os sammen med ham i hans seng. Jeg er klar over, at det de begge søger er tryghed, så det får de selvfølgelig.

Men lige for tiden er der lidt for meget roderi, om natten. Og gør jeg min nat op i tal, ser den nogenlunde sådan her ud.

Kl. 00.27 - Hovsa, klokken er over midnat! I seng med mig.
Kl. 00.40 - Putter mig under dynen, klar til en god nats søvn.
Kl. 00.50 - Lille V begynder lidt så stille at kalde, med gråd i stemmen. Jeg går frem og tilbage mellem hans værelse og vores soveværelse et par gange. Så snart jeg kommer derind, falder han til ro. På hans åndedrag kan jeg høre, at han sover. Men så snart jeg rammer min egen seng begynder den stille gråd og kalden igen.
Kl. 01.10 - Jeg putter mig op i hans seng, sammen med ham. Den er 1,5 m. lang og jeg kan jo ikke være der. Der ligger vi og halvsover.
Kl. 01.50 - Tilbage i min egen seng. Alene.
Kl. 02.10 - Stille gråd og kalden igen. Et styk dejlig varm dreng  med ind i min seng.
Kl. 02.30 - Drengen vil gerne ind i sin egen seng igen.
Kl. 02.45 - JoJo står ved min sengekant og har haft en dum drøm. Jeg åbner min dyne og byder ham ind i varmen. Han er tørstig, hans drikkedunk er tom, jeg må en tur på badeværelset for at fylde den op.
Kl. 03.00 - Sover endelig zzZzzz....
Kl. 06.01 - Vækkeuret ringer! Det kan ikke passe. Jeg har jo slet ikke nået at sove.
Kl. 07.03 - Sætter mig ind i toget, mod hvad der forventes at blive en ualmindelig lang arbejdsdag.


#Norsk street art. Og mit hoved føles lige præcis sådan!

30.10.2014

En streg i sandet

DET HAR VÆRET nævnt et utal af gange. Mit temperament og lille Vs temperament. Hvordan jeg glemmer, at jeg jo rent faktisk er den voksne og ikke et stædigt barn, og vi derfor ender i en hårdknude og har brug for en voksen faren.

Sådan en episode havde vi i går. Og jeg brugte det ultimativt dårligste kort. Jeg skældte ud, på den der dumme måde. Jeg kan komme med mange argumenter for, hvorfor jeg endte dér, hvor jeg synes, at det var nødvendigt for mig at hæve stemmen til råbeniveau, men det vil jeg ikke. For uanset så er det ikke ok. Det er ikke ok at råbe af sit barn, i min verden.

Men jeg vil ikke dunke mig selv oveni hovedet. Det nytter ikke noget. I stedet vil jeg slå en streg i sandet og sige, at nu skal det være slut. Slut med at råbe.

Hvad gør I andre, når I kan mærke at nu bobler temperamentet indeni please say at I også oplever det og nu er nok nok? Når tæl til 10 for længst er overskredet?

Børn i køkkenet

#Inden vi endte med fronterne trukket op, havde vi de hyggeligste timer sammen, helt alene. JoJo var hos en legekammerat og J ude med en ven. Så vi hyggede i køkkenet, hvor lille V elsker at hjælpe til.

27.10.2014

Halloween coming up

INDEN JEG FIK børn, og egentlig også de første par år af motherhood, var jeg af den overbevisning, at Halloween var noget amerikaniseret pjat. Og det er det måske nok stadig. Men nu har jeg jo fået børn, og er blevet omvendt. Mange sammenligner det med fastelavn, men i min verden er der stor forskel.

Fastelavn har ikke det samme børneappeal som tidligere. Jeg husker som barn, hvordan jeg så frem til fastelavn. Vi gjorde meget ud af udklædningen og mødte en masse andre udklædte børn på vores tur rundt med raslebøtten. Eller det vil sige, jeg raslede kun to steder. Hjemme og hos farmor og farfar, fordi min mor brød sig ikke om, at vi piger gik rundt med raslebøtten. Men de to steder betød også 200 kr. i bøtten, så jeg havde ikke behov for at rasle videre.Men jeg så en masse udklædte børn på ruten hjemmefra og hen til min farmor og farfar, hvor fastelavnsboller og varm cacao også ventede. Men raslebøtten, den er lige præcis én af årsagerne til, at jeg foretrækker halloween fremfor fastelavn. Jeg bryder mig ikke om, at man går rundt og rasler for at få penge måske et levn fra min barndom? - og 50 øre eller et par kroner er vist heller ikke nok til at gøre børn tilfredse i dag.

Men halloween, det er noget vi gør sammen. Både børn og voksne. Vi gør klar. Vi pynter op. Vi skærer græskar. Vi glæder os sammen. Og endnu bedre, så varer halloween i lang tid. Og ja, det er en pengemaskine. I know. Jeg har fx allerede købt de første tre pakker servietter, græskarstager og spindelvæv.

JoJo skal ud og tricke or treate sammen med sin klasse på fredag. Og hjemme pynter vi op, klæder lille V ud som et lille skelet (som formentlig råber wrraaaa, når han åbner døren) og deler slik ud til de børn som forhåbentlig kommer forbi.




#I går brugte vi en times tid på at lave de fineste græskarlygter. Drengene var meget koncentrerede. Og resultatet noget så fint, hvis du spørger mig.


19.10.2014

Noget om opdragelse

FOR EFTERHÅNDEN LANG tid siden startede jeg på dette indlæg. Stærkt inspireret af et lignende indlæg hos Østfronten om et vigtigt emne, nemlig om høflighed og opdragelse. Det fik mig til at tænke. Tænke på hvordan vi opdrager vores drenge og hvordan de opfører sig - særligt, når de er sammen med andre mennesker.

Jeg startede indlægget således:
Vores drenge er velopdragne. Det er jeg ikke i tvivl om. Det får vi også tit af vide, når vi er ude. Og det er jo dejligt som forældre. Udover at det er vigtigt for mig, at de opfører sig ordentligt, når vi er ude, så kan jeg da ikke undgå også at føle det lidt som et skulderklap til vores måde at være forældre på.


Men ikke dermed sagt at vi har de vise sten til opdragelse, overhovedet ikke. Men samtidigt med at vi til tider curler vores drenge, formentlig ubevidst gør dem nogle bjørnetjenester oplever jeg også, at vi er strenge forældre.

Og så stoppede skriveriet lige der. Og det er måske meget godt, for jeg skal da lige love for, at der er sket noget siden jeg startede på indlægget for halvanden måneds tid siden. Og det er dét der har fået mig til at komme til tasterne og gøre indlægget færdigt.

---

Lige for tiden er de nemlig virkelig irriterende og uopdragne, vores drenge. Også når vi er væk hjemmefra. Spørg bare vores venner som vi var i Berlin med, som kun har et barn og dermed ikke oplever søskendefights, jeg tror, at de blev noget chokerede.

Eller, de er super søde, kærlige, sjove og gode. De er begyndt at finde hinanden i rigtig mange lege og så sent som i går tilbragte de en times tid alene i haven. I god leg uden skænderier. Men der er rigtig mange diskussioner drengene i mellem. Uenighederne udvikler sig ofte til slag,  doks (lille Vs ord, han dokser, når han slår) og skub.


Den lille har et stort temperament. Sådan har det alle dage været. Og ubevidst har vi måske ladet ham styre tingene. Den store, han er stor nu. Og nu gider han ikke finde sig i noget længere, så han giver igen. Og starter. Og bestemmer. Og så er de stædige, begge to. Og de giver sig ikke. Og vil helst det samme samtidig, uden at dele.

Og så bliver jeg vi sure. Jeg kan simpelthen ikke ha', når de ikke opfører sig ordentligt. Der er selvfølgelig masser af plads til uenigheder, og lidt slåskampe brødre imellem, men når de ikke vil høre efter og opfører sig ordentligt, så bliver jeg sure og skrappe mor. Og dét gider jeg heller ikke.

Lige nu har vi, som skrevet, en masse diskussioner på kryds og tværs. Og det skal vi have stoppet igen. Det værste jeg ved er at bruge sure-stemmen. At det er nødvendigt at skære hårdt igennem, at affeje deres argumenter fordi at nu er det nok. Og nu bestemmer jeg. For det betyder også ubevidst, at jeg træffer forkerte beslutninger fordi jeg ikke har været med fra start. Men fordi at jeg bliver så træt af at høre på deres højlydte uenigheder og kampe.

Samtidig med alle uenigheder, brok og kampe er der ikke nogen tvivl om at drengene finder hinanden mere og mere. At de får stadig større glæde af hinanden. At de virkelig elsker hinanden og vil hinanden.

Dét skal vi have fokus på. Det, og så brugen af ord.


#Sommerferiebilleder, dengang livet som brødre var the shit og de virkelig formåede at hygge sig sammen og vi stort set ikke havde en eneste kamp.
#Sammen om at kaste med sten. De er gode til at finde på fælles lege.
#Brødre, side om side ♥

16.08.2014

3 gode ting

Første uge som mor til et skolebarn er slut. Det er ikke nogen hemmelighed, at den startede hårdt ud. Særligt for JoJo, men bestemt også for forældrene. Vi har brugt mange timer på at bekymre os og jeg har gået rundt med, hvad der føles som et knust hjerte - lidt ligesom de ungdomforelskelser, som man troede at man aldrig ville komme sig over.

Men heldigvis er tingene blevet lidt lettere som ugen og skolelivet er kommet i gang. Det fremmede og ukendte blev pludselig håndgribeligt - til og med sjovt.

Allerede første dag blev vi enige om, at vi hver dag skulle tale om tre gode ting fra dagen, der var ved at være slut. Og dét har hjulpet. Han har selv taget initiativ til at tale om dagens gode oplevelser. Alt fra hans yndlingspølse på madpakken, til at hans store passer (som kommer i 10-frikvarteret frem til efterårsferien) er sød, videre til gode venner og sjov leg.

Han begynder så småt at finde de gode ting ved sin nye hverdag og roen er ved at indfinde sig. Han er ikke længere så urolig og søgende i det ukendte. De faste rammer har hjulpet godt på vej.

Og weekenden er startet med et lettere hjerte - for os alle sammen.


#Morgensang i Aulaen for hele skolen. En rigtig god måde at starte dagen på, synes jeg. JoJo er stadig ikke helt overbevist og har alle dage stået med armene over kors og kigget på de andre. Men nu ved han hvordan dagen starter, hver dag. Og det har helt sikkert hjulpet til at gør skolelivet lidt lettere.

12.08.2014

Første skoledag

Så kom dagen endelig. Dagen vi i lang tid havde set frem til, men som i løbet af den sidste uges tid er blev forvandlet til en dag som pludselig ikke var en glædelig dag. Som pludselig var blevet en uoverskuelig dag. En dag som vores store dreng absolut ikke så frem til eller havde det mindste lyst til.

- Så sent som i går aftes sagde han, at han ville ønske at han var 5 år, så han ikke skulle starte i skole. Av, morens hjerte gik en lille smule i stykker lige dér.

Men uanset, så var det altså dagen i dag. Første skoledag. Og det gik rigtig fint. Og han var glad det meste af tiden.





Og i morgen venter endnu en dag - også selvom han sluttede dagen af med at sige, at han ikke ville i skole i morgen.

Jeg vi ved faktisk ikke helt, hvad vi skal gøre. Hvad kan vi gøre? Vi forsøger og har forsøgt at forberede ham på dagen der kommer. Hans klasselærer fortalte os morgendagens program, så vi kan tale om det sammen. Vi forsøger at tale med ham om det ukendte, hjælpe ham og svare på hans spørgsmål. Men hans standard sætning er; jeg vil ikke, jeg vil ikke.  Hver gang han siger det, så bliver jeg en lille smule ked af det. Fordi det skal han. Fordi. Bare fordi.

Jeg ved jo godt, at det nok skal blive godt. Men det er virkelig hårdt at være forældre til en dreng, som pludselig er så ked af sin hverdag og sit nye liv. Særligt fordi vi slet ikke havde set det komme. Vi var på ingen måde forberedt.

#Glad og på vej.
#Et af dagens yndlingsbilleder. Fanget i et øjebliks kækhed.
#Prøver at joke sig ud af en situation, som han ikke har styr på.
#Dagen er vel overstået. Og et andet yndlings. Lidt gryntet, men han er glad, og lidt genert. Men det gik godt.

11.08.2014

Weekend

Sikke en skøn weekend vi har haft. Den har været afslappende, nærværende og med dejligt besøg - og løb ikke mindst. Hele tre løbeture. En til J og to til mig.

Lørdag havde vi besøg af en af JoJos rigtig gode venner fra børnehaven og hans familie til leg, hygge, spisning og snak. Han er den sødeste dreng og det var dejligt at se dem sammen igen. At se hvordan de hurtigt fandt sammen, legede, grinede og ikke mindst se hvor tryg JoJo var i hans leg. Dejligt at se JoJo så glad oven på en uge fyldt med svære følelser og en ny hverdag.


Søndag havde vi ingen planer. Bortset fra at jeg skulle ud og løbe med Sparta. Det var varmt og hårdt. Og med for alt mange pauser. Når jeg løber alene tilpasser jeg mit løb lyskrydsene, så jeg ikke får unødvendige pauser. Vi havde vel 8-10 pauser, og det var virkelig hårdt for mig og mine ben oven på en halv flaske vin aftenen før. Hver gang jeg havde fundet rytmen, var der pause. Men alt i alt var det en god oplevelse, og jeg løber med igen om 14 dage, hvor det er 15 km (!!). I næste weekend står den nemlig på bryllup, så dér bliver det ikke til 12 km om søndagen.

Aftenen tilbragte jeg i mindste Øjestens selskab. Vi havde sendt 2*J i parken og se fodbold, og vi hyggede derhjemme med lego og rugbrødsteg (hans ord for rugbrødsmadder), hvor jeg midt i det hele fik en stor kærlighedserklæring. Han kiggede på mig og sagde 'mor, jeg elsker dig såååå højt' og strakte armene op over hovedet. Morens hjerte smeltede en smule - samtidig med at jeg var lidt forundret over den ekstra gestus, da vi aldrig siger 'helt til månen', bruger fagter eller lignende.

Nu venter en ny uge. En uge med skolestart for vores store dreng. Det er spændende og jeg håber virkelig, at han får en god og tryg start på skolelivet.


#JoJo på vej til sin allerførste dag i SFO'en. Dengang vi ikke vidste hvor hårdt det skulle være at være ham i alt det nye.
#Lille V optaget af lego leg. Og apropos lego, så er drengenes julegaver allerede i huset efter en tur i Bilka, hvor de havde 35 %.

07.08.2014

En mors bekymringer

Det er svært at være mor for tiden. Svært at være mor til et barn som savner sin hverdag, sine venner og sit normale liv. Et liv som aldrig kommer tilbage, som han kender det. Nu er han nemlig et skolebarn.

- Og det vil helst sikkert blive godt, rigtig godt. 

Men når man er tryghedssøgende, følsom og observerende, så er det svært når livet, som man kender det, ændrer sig fra den ene dag til den anden. At blive kastet ud i noget nyt. Alene. For han er alene. Han kender kun ganske få og har ikke nogen fast base, som han altid kan søge tilbage til.

Det er svært for ham, og det er svært for mig os. Vi er der ikke til at guide ham, hjælpe ham på vej. Jo med vores kærlighed - tanker, ord og viden, men i praksis så er han alene - og dér mangler han vores hånd, kram og hjælp til at komme videre.

Dagens start var virkelig hård, og han var utrolig ked af det. Det sad i mig resten af dagen. Heldigvis havde han haft en god dag og var glad, da jeg kom hjem fra arbejde.

Nu glæder jeg mig til på tirsdag, hvor skolelivet starter for alvor. Håber at det hjælper ham med lidt med faste rammer som starten på skoledagen giver. For det er starten der er svær. Der hvor der er fri leg, hvor han selv skal finde ud af hvem han vil lege med og hvad han vil lave, når han endnu ikke kender nogen eller ved hvilke muligheder der er. Når han først er i gang er det meget lettere. Og han får selvfølgelig leget. Men han har brug for hjælp til at komme i gang.


#Lille dreng, stor verden. Her i Givskud Zoo - dengang virkeligheden var en anden. Meget lettere, når man er en dreng på 6 år.

01.08.2014

Det svære skift

Jeg har ondt i mit mor-hjerte. Faktisk er jeg på nippet til at fælde en tåre. Men jeg er nød til at være mor og voksen.

I dag er det JoJo første dag i SFO. Og dét havde han absolut ikke lyst til. Det var hårdt for ham og han savnede sine venner. Og jeg blev simpelthen så ked af det på hans vegne.

Vi drengene har leget, mødrene sludret har haft et par legeaftaler med nogle af drengene fra klassen. De virker rigtig søde, men det er altid lidt svært for ham i nye relationer. Han er meget observerende og kan have svært at finde sin plads i det nye. Og det gør han sig rigtig mange tanker om.

I morges cyklede vi sammen op til det nye. Han klarede det rigtig godt. Fik skrevet et navneskilt, valgt et skab, kigget sig omkring og var i leg, da jeg tog afsted - efter rigtig mange kram og farveller. Jeg ville faktisk allerhelst bare tage ham med hjem, men han var ok. I dag bliver en rigtig kort dag, og så må vi lægge en slagplan for næste uge, og måske give ham lidt kortere dage end ellers planlagt, hvis han har behov for det.

Puha, i dag står den på ekstra kys og kram til min store dreng.


#Store lille Guldklump på vej til hans nye hverdag ♥

25.07.2014

Morsyg

Lille V har alle dage været meget morsyg.

Og hver gang vi holder ferie sammen alle fire, håber vi altså J og jeg, at det aftager.

At han forstår, at jeg er der, altid og hele tiden. Men han hænger på mig, om mig, i mig. Er på mig hele tiden. Og det kan ærligt godt blive lidt for meget af det gode - for os alle. JoJo har også brug for, at han ikke altid skal være den forstående storebror for at undgå store sure scener med lillebror. J har brug for at vise, at han er mindst lige så god som altid. Han er toppen, hvis de gør ting, hvor jeg ikke er med. Men jeg vil jo gerne være med, uden at jeg nødvendigvis er den der skal gøre alt med ham. Og jeg, jeg har også brug for nogle gange kunne sige nej, uden at hans verden bryder sammen. 

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er en periode. Men nu har den periode varet 3 år. 

Men det er jo absolut ikke brok alt sammen. Det er jo også masser af kærlighed.




#Helt tæt og sammen. Det er det bedste for Øjestenen. Og jeg elsker selvfølgelig at han vil mig, men nogle gange - bare indimellem, ville det være rart, hvis han ville vælge sin far til og sin mor fra.

03.07.2014

10 dage

I går da jeg puttede JoJo faldt snakken igen igen på den kommende skolestart. Jeg synes måske nok, at det fylder meget i mit mor-liv, men det er jo absolut ingenting i forhold til, hvor meget det fylder i hans liv.

Og i går, ja der ville han egentlig helst bare blive ved med at gå i børnehave. - Det er måske ved at gå op for ham at livet lige om lidt er meget mere end bare leg og gode venner. Eller det kom sig faktisk af, at han rigtig gerne stadig vil være sammen med sine venner, hvilket jo er enormt sødt. Vi talte så lidt frem og tilbage om, at hans venner jo også skulle starte i skole, så det blev måske lidt kedeligt at gå i børnehave. Og at vi selvfølgelig stadig kunne ses med de gode venner fra børnehaven. Så alt i alt kom vi vist frem til, at det er ok at skulle starte i skole lige om lidt.

Men det er virkelig også lige om lidt. Ind imellem alt vores snak, talte vi nemlig også hvor mange dage han rent faktisk har tilbage i børnehaven. 10! Det havde jeg faktisk lidt svært ved at forholde mig til. Jeg må snart tage mig sammen, og vende mig til tanken om, at jeg lige om lidt er mor til et skolebarn.


Mit over?beskyttende mor-gen blev også rigtig glad og lidt mindre bekymret for en stund i går, da vi tilfældigvis mødte en kommende klassekammerat på vejen, som mere eller mindre inviterede sig selv på en legeaftale og derfor kommer på lørdag. Jeg glæder mig allerede til han kommer.

#Det er ham her, der skal starte i skole. Her blot 7 måneder gammel og dengang den sjoveste i hele verden var hans mor. Nu 6 år og selvstændig - og hende mor, ja hun er bare så irriterende nogle gange!

17.06.2014

Mor til et skolebarn

En ny hverdag er ved at tage form. En hverdag som skolemor. Et helt andet game, har jeg hørt. Forældreintra, tabulex - fancy system hvor børnene tjekker ud og ind tror jeg, forældremøder, informøder, nye spilleregler og huskelister. Og lektier, ikke at forglemme.

Men inden start har jeg allerede misset den første forældreting. Ih altså man! Infomøde i SFO'en. Jeg kom, bare en time for sent. Og aner nu ikke hvordan sådan en SFO-start fungerer. Det er træls.

Jeg fik en kort update af en anden mor, men det er ikke helt det samme. Og hun kunne (selvfølgelig) ikke svare på mine tillægsspørgsmål.

Og jeg bekymrer mig. Det gør jeg altså. Jeg synes virkelig, at Guldklumpen er lille i det store og mit hjerte gør en lille smule ondt. Han kender vitterligt ikke et øje ok to piger fra børnehaven, og han er umiddelbart ikke en dreng, der bare kaster sig ud i ting, opsøger det nye og ukendte. Han venter, kigger interesseret på, men afventer en invitation til at lege med. Og livet i SFO'en, skolen i det hele taget, er bare så meget anderledes. Så egenrådigt og selvstyret i forhold til leg, gruppesammensætninger og aktiviteter. Og jeg gør mig simpelthen så mange tanker omkring det nye liv som venter min store lille blonde dreng.



#Et billede helt udenfor kontekst. Midt i al min skolebekymring sker der andre store 'sager'. Øjestenen er stoppet med at bruge ble. Vi har forsøgt et par gange siden efteråret, men han har haft svært ved at mærke 'at nu er det nu'. Men pludselig i weekenden var den der, og han har kun haft et uheld. Selv i børnehaven, som var det svære for ham (han nægtede at bruge deres toilet! Så er det svært at være blefri), sker der ikke uheld. Moren er stolt. I aften er det sidste gang han får sin sut. Dét blir også spændende!