VORES HJEM ER ET HOTEL. Et hotel med to gæster på 7 og næsten 4 år. To drenge.
Drengene får ikke lommepenge. De har ingen faste pligter. Men de skal hjælpe til, fordi det gør man i en familie. Punktum. Men virkeligheden er ofte en anden. Og selvom vores intentioner er gode, så har det bare ikke rigtig fungeret.
Men vi har fundet løsningen. Ja sg*! KVARTERET.Inspireret af et eller andet tv-program. Og det er så nemt og lige til, at jeg næsten kunne fælde en lille tåre eller banke hovedet ind i væggen over, at vi ikke har tænkt på det selv tidligere.
Kvarteret er det kvarter lige efter, vi er blevet færdige med at spise til aften. Dér hvor vi typisk bryder op, forældrene rydder op og drengene leger eller hvad de nu finder på. Den tid, hvor vi egentlig gerne vil være sammen, men alligevel laver hver vores.
I det kvarter hjælper vi hinanden med dagens opgaver. Vi deler os typisk op to og to, og så går vi i gang med rækken af opgaver. Vi sætter uret på 15 minutter, og aftalen er meget klar. Når de 15 minutter er gået og klokken ringer, så er drengene færdige med kvarteret og vi klarer resten. Opgaverne spænder fra at rydde op efter aftensmaden, ordne vasketøj til rydde op på værelser, legestuen eller i indgangen i kælderen.
Udover at de hjælper, så er det mest fantastiske at de har taget kvarteret til sig. Under maden spørger de til dagens kvarter og hvilke opgaver der venter. Intet mindre end fantastisk!
Der er ingen tvivl om at nogle opgaver ville være lettere og hurtigere at gøre selv. Men det ville være halvt så hyggeligt - og lærerigt for drengene.
#Forleden havde lille V skyl af tjansen, og da vi ikke kunne finde hans forklæde, var han selvfølgelig nød til at tage alt, som i virkelig alt, tøjet af, så det ikke blev vådt :-) Og jeg ville jo havde været færdig for længst, hvis jeg havde gjort det selv, men det ikke været i nærheden af så hyggeligt.
Drengene får ikke lommepenge. De har ingen faste pligter. Men de skal hjælpe til, fordi det gør man i en familie. Punktum. Men virkeligheden er ofte en anden. Og selvom vores intentioner er gode, så har det bare ikke rigtig fungeret.
Men vi har fundet løsningen. Ja sg*! KVARTERET.
Kvarteret er det kvarter lige efter, vi er blevet færdige med at spise til aften. Dér hvor vi typisk bryder op, forældrene rydder op og drengene leger eller hvad de nu finder på. Den tid, hvor vi egentlig gerne vil være sammen, men alligevel laver hver vores.
I det kvarter hjælper vi hinanden med dagens opgaver. Vi deler os typisk op to og to, og så går vi i gang med rækken af opgaver. Vi sætter uret på 15 minutter, og aftalen er meget klar. Når de 15 minutter er gået og klokken ringer, så er drengene færdige med kvarteret og vi klarer resten. Opgaverne spænder fra at rydde op efter aftensmaden, ordne vasketøj til rydde op på værelser, legestuen eller i indgangen i kælderen.
Udover at de hjælper, så er det mest fantastiske at de har taget kvarteret til sig. Under maden spørger de til dagens kvarter og hvilke opgaver der venter. Intet mindre end fantastisk!
Der er ingen tvivl om at nogle opgaver ville være lettere og hurtigere at gøre selv. Men det ville være halvt så hyggeligt - og lærerigt for drengene.
#Forleden havde lille V skyl af tjansen, og da vi ikke kunne finde hans forklæde, var han selvfølgelig nød til at tage alt, som i virkelig alt, tøjet af, så det ikke blev vådt :-) Og jeg ville jo havde været færdig for længst, hvis jeg havde gjort det selv, men det ikke været i nærheden af så hyggeligt.
Hvis man skal pointere nogle fordele, ved at have været alene-mor med 2 børn, så er det at der automatisk skal hjælpes til fra børnenes side. Vi har også en aftale om, at vi hjælpes ad i familien. Det kan være svært at håndhæve faste regler nu hvor de er store (og ikke altid spiser alle sammen), men synes de er gode til at give et nap med. Gå ud med skrald, når de kan se der står en pose f.eks.
SvarSletDejligt at I har fundet et system der virker for jer :-) kh. Birgitte
Du har nok ret i, at som alene forældre har man mere fokus på at børnene hjælper, men samtidig tror jeg også, at det er fordi man som forældre er god til at have fokus på det. Og vi har ikke være gode nok - og har nok også sprunget over hvor gærdet er laves ala det er hurtigere at gøre det selv, vi gikder ingen sure miner osv. Men nu skal det være slut! :-)
Slet- Siger hende der sprang kvarteret over i går og puttede i dobbeltsengen med sine børn og så tegnefilm...
Det var da en fremragende idé! Herhjemme får ungerne heller ikke lommepenge, men forventes også at hjælpe til. Og det gør de også langt hen ad vejen, men det var da en virkelig god idé at sætte det lidt i system og gøre det til en (fælles) leg. Idé hermed tyvstjålet :-)
SvarSletStjæl away! Og ærligt, så var vi ikke gode nok til at få børnene til at hjælpe (se mit svar til Birgitte). Og drengene, særligt den store, er ikke synderligt interesseret. Men de har virkelig taget det til sig, så det er virkelig dejligt.
SletGENIAL idé! Og tak for at viderebringe den.
SvarSletVores unger vil generelt gerne hjælpe til, men med forskellige ting. Den mindste på 3 år vil altid gerne hjælpe med aftensmaden (som regel med den bagtanke at nå at spise så meget som muligt inden det kommer på bordet). Den store på 6 år kan godt hjælpe med at rydde op og tørrer også ind i mellem støv af.
Men jeg har længe, som du, gerne ville sætte det lidt mere i system, fordi det ofte kommer til at afhænge af, hvor meget overskud forældrene har, for ja, det ER nemmere og hurtigere at gøre det selv. Men det er jo en investering af tid i familien som helhed og i børnenes selvstændighed, så jeg synes også at det er vigtigt.
Og så er jeg glad for at læse, at der er andre end mig, som synes at man hjælper, fordi man er en del af familien, ikke for at få penge for det. Jeg har ikke mødt mange andre med den holdning, og var ved at tro at det var mig, der var mærkelig. Min mor gjorde altid et stort nummer ud af at sige, at vi fik lommepenge, fordi vi var en del af familien og vi skulle hjælpe, fordi vi var en del af familien, og at de ting ikke hang sammen, så det har været helt naturligt for mig.
Vi giver heller ikke vores lommepenge endnu, men jeg tænker, at i hvert fald den store snart er klar til at lære noget om at spare op til det, man ønsker sig. Men jeg synes at den mindste er for lille, og så er spørgsmålet lige om man skal gøre forskel der, eller måske noget med at lommepenge er noget man begynder at få, når man starter i skole? Hmm... det er jeg vist ikke færdig med at tænke igennem.
Ja ikke?! Mega god idé.
SletUha, det der lommepenge. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre. Og vi har faktisk talt om det i et års tid. JoJo går jo i skole nu, og tiden er vel efterhånden op over? Han efterspørger det ikke, men han ønsker sig jo en masse ting (læs typisk spil til PS eller iPad), som jeg ikke gider bruge mine penge på. Men hvordan skal han købe det, når han ikke selv har nogle penge? Det er en svær en. Så når du har tænkt færdig, så giv lige et heads up, for jeg er som sagt lidt blank på det punkt.