22.02.2015

Der var engang… [Noget om at være fanget i sin krop]

DET ER DEN TID på året. Min dag, min fødselsdag. Jeg glæder mig, det har jeg altid gjort. Jeg kan godt li' idéen om at en dag er helt speciel og at den kun er min.

Der er dog et lille men ved min næste fødselsdag. Jeg rammer officielt slutningen af 30'erne. Gisp. Tænk engang… Dét ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om. Hvornår er jeg egentlig blevet så gammel? Hvornår er dem jeg sammenligner mig med i det offentlige rum blevet så unge? Jeg er ikke den eneste der tænker sådan - se bare over hos Iværksættermor, selvom kommentarfeltet er fyldt med de unge under 30.

Så det vil jeg lade vær med at tænke over og i stedet lade mig fejre, ønske mig gode og dejlige gaver og nyde at være midtpunkt på min dag.

- Og så ikke et ord om, at jeg faktisk slet ikke er sammen med min elskede familie på min dag, men mine 180 kolleger. Men vi snyder og fejrer mig en dag tidligere. Selvom det ikke er helt det samme, bliver dejligt alligevel.

Da jeg nærmerede mig midt 30'erne havde jeg en krise. Dén skrev jeg om på den gamle blog, og den kan du læse mere om nedenfor.

#Og apropos alder, hvor er drengene dog små og søde - det er de selvfølgelig stadig. Billedet er helt udenfor kontekst, men jeg faldt over dette billede, da jeg sad og kiggede billeder forleden dag og blev en smule rørstrømsk. Tiden flyver...

_____________

Fanget i min krop

[Januar 2013]


Jeg tror, at jeg har en krise. En 35 års krise. Ja, bevares jeg fylder først 35 om to måneders tid - helt præcis den 13. marts for de særligt interesserede, tak, men jeg fornemmer lidt en tiltagende krise over den kommende fødselsdag og de 35 år.

Og det handler overhovedet ikke om at jeg er utilfreds med mit liv, overhovedet ikke! Jeg er udemærket klar, og meget taknemlig, over hvor godt jeg har det og alle de fantastiske mennesker og gode ting jeg har i mit liv. Det handler om mig, og kun mig. Det er en følelse.
Når jeg kigger mig i spejlet tænker jeg "35, shit!". Du har levet halvdelen af dit liv. - Jeg regner godt nok med at blive mere end 70, men groft sagt. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente og jeg hader det. Jeg har aldrig været vild med tanken om at blive gammel. Men selve tanken om at jeg en dag slet ikke er her mere, den kan jeg på ingen måde udholde. Jeg får helt angstsved og går lidt i panik, når jeg for alvor gør mig de tanker. Og det er altså ikke fordi jeg som sådan er bange for at dø, eller forventer at skulle dø før om en 40 års tid +. Men hele tanken om, at jeg en dag er væk. Bare væk. Og her ser vi bort fra at mine gener lever videre i børn, deres børn og så videre. Men jeg, JEG er væk. Som i pist væk. I HATE IT!

Og når jeg så ser ind i det spejl der og ser et spejlbillede som stille og roligt viser, at jeg bliver ældre, så får jeg lidt krise. Ikke over selve spejlbilledet, som jeg de fleste dage er ganske tilfreds med. Men 35. 35 år mand! Jeg er her ikke for altid.

Og når jeg ser på mig i spejlet og mærker efter indeni, så synes jeg ikke helt tingene passer sammen. Mig i spejlet er voksen, ansvarlig, gået fra at være ung til voksen med smilerynker ved øjnene og tilfreds med de fregner som var hadet for 20 år siden. Mig indeni har stadig så mange ting at lære, så mange ubesvarede spørgsmål og tvivl.

Hvornår catcher krop og tanker op med hinanden?

18.02.2015

Søndagstanker

DER ER IKKE LANGT fra tryghed og fred til usikkerhed og frygt. Og selvom jeg er bange for stort set alt, så nægter jeg at leve i frygt. At mine børn skal leve i frygt. Men en stille lørdag har ændret på dette. Ikke at jeg vil leve i frygt, men jeg kan mærke, at jeg vil tage nogle forholdsregler. At jeg måske ikke længere synes, at Nørreport midt i myldretiden pludselig er et sted, hvor jeg har lyst til at være hver dag.

Samtidig tænker jeg, at jeg ikke vil lade mig kue. At jeg skal gøre præcis som altid ellers vinder "de".

Med det sagt vil jeg kramme lidt ekstra på mine drenge i dag.


#Uvidende og i leg i den fynske natur, imens andres lørdag pludselig ændrede karakter til noget som aldrig må ske.

14.02.2015

Der var engang… [Noget om at leve et halvt liv]

ENGANG HAVDE JEG jo en anden blog. En blog som gemmer på mere end 900 indlæg fordelt over ca. 6 års skriverier. Indmellem går jeg tilbage på bloggen og læser gamle indlæg. Indlæg, som får mig til at huske en tid, en følelse eller som bare minder mig om, hvordan livet var engang.

Jeg har besluttet mig for at dele nogle af de gamle indlæg igen. Både indlæg som haft mange besøgende eller kommentarer, men også indlæg som betyder noget for mig. Jeg håber, at I vil tage godt imod dem.

Vi starter ud med et indlæg fyldt med følelser - nemlig det med at leve et halvt liv som skilsmisseforældre.

____________

Et halvt liv
[Juli 2013]

- Jeg føler, at jeg kun lever et halvt liv, når jeg kun er sammen med mine børn halvdelen af tiden.
- Tænk at skulle flytte hjem hver uge. Det er da der intet menneske der kan holde til. Og dét byder vi vores børn.

Noget i den stil sagde en grædende Maise Njor (kan det virkelig passe at hun ikke har en blog eller lignende?!) i DR3s program Kaos, sex og bekendelser - jeg opdager så nu, at det oprindeligt er et DR2 program, men anywho det sendes på DR3, og online, for tiden.

Tænk hvis jeg ikke kunne være sammen med disse to guldklumper hver eneste dag! Jeg tror ikke at mit hjerte kunne holde til det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme ud af sengen og igang med mit liv, hvis de ikke var en del af det hver eneste dag. Jeg har faktisk stadig svært ved at sende dem på ferier, selvom jeg nyder tosomheden med J.
Hendes ord ramte mig så dybt. For hvor har hun dog ret. Hvordan pokker kan man byde sine børn det! Men samtidig, hvordan kan man andet, når nu det menneske som man skulle elske for evigt ikke længere er dét menneske? Når et forældrepar ikke længere er et kæreste-par, kærligheden er forandret - måske forsvundet og man skal finde en ny hverdag og familiesammensætning for sin familie. For man er jo familie, det vil man altid være. Også selvom kærligheden muligvis er forsvundet, så hører man sammen for altid. Og hvordan får man det bedste ud af det, imens følelserne raser og fornuften måske er gemt af vejen midt i sorgen, tabet, det uoverskuelige og nye.

Jeg ved det ikke. Vi står heldigvis ikke i den situation. Og kommer forhåbentlig aldrig til det. Udover at vi har lovet hinanden, at vi to skal blive gamle sammen og at vi altid vil elske hinanden, så har vi også lovet hinanden, at vi ikke giver op. Det er ikke en mulighed. Vi kan ikke smide "jeg elsker dig ikke mere" eller "jeg vil ikke mere" kortet uden kamp, en fælles kamp.

Fundamentet for vores kærlighed er den samme som den altid har været. Vi vil hinanden. Vi elsker hinanden. Men vores liv og hverdag er i konstant forandring og vi gør vores bedste for at huske hinanden og os som kærestepar - og det må vi aldrig glemme. Det er hele fundamentet for vores familie.

Som JoJo så sødt siger; "Først elskede du far. Ham elskede du så højt, at I fik mig. Så elskede du også mig. Og mig elskede du også højt, så derfor fik vi lillebror. Så nu elsker du far, mig og lillebror." Lige præcis. Det kan ikke siges mere tydeligt. Og de 3 kærligheder er værd at kæmpe for.

Dette indlæg er slet slet ikke en kritik eller løftet pegefinger at folk som er skilt, hvor børn lever to forskellige steder eller familier som lever deres liv på en anden måde end den måde, som vi lever vores liv på. Det er blot et udslag for det tankespind og de triste følelser, som MNs ord satte gang i hos mig. Trist fordi at familier skiltes, familier som skulle være sammen for altid. Og hvor børn bliver fanget i midten af knuste hjerter og udbrændt kærlighed.

Note: Jeg er selv skilsmissebarn. En af de mere lykkelige skilsmissebørn, hvis de findes. Mine søstre og jeg havde fast base hos vores mor, og kom hos vores far, når vi havde lyst og når det passede os og ham. Da vi var mindre var vi der oftes sammen, men senere var vi der nogle gange sammen, nogle gange alene. Nogle gange bare et kort besøg, andre gange i flere dage. Hele livet igennem har vi fejret alle store ting sammen med hele vores store familie. En helt fantastisk positiv ting som kom ud af mine forældres skilsmisse er det tætte bånd mellem mine søstre og jeg.

12.02.2015

Kærestetid

VI ER ALENE hjemme i to dage. To dages kærestetid. Det er helt underligt, at drengenes senge står tomme, men samtidig så nyder jeg, at vi bare er os to. At vi intet skal nå, at vi kan tale uforstyrret sammen og at være helt uden forpligtigelser bare i to dage. Bortset fra det der arbejde selvfølgelig.

Drengene, de hygger sig hos deres farmor, farfar og hunden Mille, ej at forglemme, på Fyn. Vi hygger os med dejlig mad og ingenting. Det er dejligt at lave ingenting sammen. Vi ved endnu ikke, hvad vi skal lave i aften. Men det er også helt ok. Det finder vi tids nok ud af.

Hvad laver I, når I kærestetid?



#I går havde vi kærestetid på PLUTO. Det var lækkert og vi gik mere end mætte derfra efter 12 retter. Eneste kritikpunkt er flowet. Maden kom ind meget hurtigt efter hinanden, så vi var færdige efter knap halvanden time. Men jeg skal helt sikkert tilbage. Og næste gang, så vil jeg blot gøre opmærksom på det - og det fif er hermed givet videre, hvis du en dag skal på PLUTO. (Beklager billedkvaliteten, men belysningen var selvfølgelig restaurant-venlig ikke i gem-dit-liv-og-den-mad-du-spiser-venlig).

10.02.2015

Andre folks børn

JEG KAN FAKTISK ikke så godt li' børn. Eller jo, jeg er vild med børn. Jeg skal bare kende dem - eller deres forældre. Så kan jeg li' dem, rigtig meget. Men andre børn, dem er jeg ikke vild med.

Men det er faktisk slet ikke børnenes skyld. Det er deres forældre og deres mangel på opdragelse af eget afkom. Jeg har skrevet om det før, opdragelse - og det bliver nok heller ikke sidste gang, men nogle gange bliver jeg virkelig overrasket og fortørnet over, hvordan børn opfører sig, og forældre der gør absolut ingenting, i det offentlige rum. Er vi de virkelig så konfliktsky?!

… Jeg begyndte faktisk på indlægget på vej hjem i flyet, hvor jeg havde rigtig meget på hjertet om emnet. Men efter at havde ramt dansk grund, har jeg åbentbart glemt lidt af den følelse, som jeg sad med lige der i flyet. Den følelse, hvor jeg gerne så, at folk forældre var lidt bedre til at opdrage og italesætte deres egne børns opførsel, særligt i det offentlige rum.

Jeg skal på ingen måde hæve mig os selv over andre. Vores tur til Berlin er vist et godt eksempel, men altså.

Men i løbet af skiferien oplevede vi stort set dagligt både børn og forældre der råbte på restauranter. Og ja, det var frokosttid midt på pisten, men er lidt pli at fornægte? Er det? En ting er det der råberi, som både er en kombination ferierus, begejstring og børns udtalte evne til at bruge deres stemmestyrke. Men forældrene, hvor er de henne? Hvorfor beder de ikke deres børn om at tale i normalt stemmeleje, lader vær med at råbe tilbage eller beder deres børn om at vise lidt hensyn, de er trods alt på restaurant?

Hvorfor? Hvorfor hjælper vi ikke vores børn med at være bedre gæster? Bedre til at vise hensyn alt efter, hvor de befinder sig henne? Hvorfor giver vi dem lov til at styre tingene? Jeg forstår det ikke.


#Drenge i sne. Som opførte sig de fleste dage og timer virkelig godt. Kun allersidste dag i München opstod der lidt konflikter og problemer med deres hørelse. Efter en uge på ski var de fysisk trætte, og det var måske lidt meget af forældrene at forvente, at de kunne gå rundt i byen i et par timer. Et læringspunkt til forældrene!

Note: Vores børn kan selvfølgelig også være stride, uopdragne og opføre sig dårligt. Dér hvor jeg synes problemet er, at når vi som forældre ikke siger fra. Siger stop. Tager dem væk fra situationen. Siger, at det ikke er ok. Og dér kan vi, altså J og jeg, sagtens lære meget endnu.

09.02.2015

Små hverdagsglimt

WEEKENDEN HAR VÆRET helt igennem rar. Fyldt med familietid, hygge og små stunder sammen alle fire, to og to og bare hver især. Lørdag nåede drengene faktisk aldrig ud af nattøjet. Jeg elsker, når vi har dage som disse, hvor vi bare er.


Lørdag betød også træning med PT og fastelavnsbolle-bagning og spisning naturligvis = perfect match.


Søndag havde begge drenge en legeaftale med et andet søskendepar. JoJo går i klasse med storebroren og Lille V i samme børnehave og forhåbentlig samme klasse, når den tid kommer med lillebroren. Jeg tog de små med på legepladsen, hvor vi legede drager, ninjago og andet drengeleg, som jeg ikke forstår mig på, altimens JoJo legede hos sin ven.

I dag, mandag, er min lange arbejdsdag fra kl. 7.30 til 17, men i dag startede dagen lidt tidligere. Faktisk så tidligt, at kaffepusheren ikke engang var åbnet endnu. Sikke en start på dagen! Men heldigvis sluttede den så fint. Lille V og J hentede mig, og vi kørte på fancy burgerbar og hyggede halvanden times, inden turen gik hjem og lidt leg med drager (surprise), inden det blev sengeting.



Dette billede poppede i dag op i mit Timehop feed i dag og er 3 år gammelt. Hvor er han lille og sød - og lyshåret. Og nu går han i skole. Er så stor, men stadig meget meget sød. Og i dag overnatter han i SFO'en med vennerne fra 0-klasserne. Store dreng. 

05.02.2015

I februar vil jeg...

DET ER SOM OM, at februar gik igang uden mig og pludselig er den første uge ved at være slut.

Februar er en kort måned fyldt med mange gode ting, og i februar vil jeg

♥ planlægge kærestetid. Drengene skal på vinterferie hos farmor og farfar, og selvom jeg kommer til at savne dem, så glæder jeg mig til et par dages tosomhed. Jeg tænker en aften i biografen og en aften ud og spise. Kan I anbefale en god film?

♥ få lidt flere gode, små, vaner ind i hverdagen. De små ting der gør mig godt, men som jeg aldrig rigtig får taget mig sammen til. Og i februar vil jeg blive bedre til at fjerne min makeup om aftenen og bruge lidt mere farve på læberne i dagtimerne natürligvis.

♥ forsøge mig hjemmelavet sushi. JoJo er vild med sushi det er vi alle fire faktisk og vil gerne prøve selv at lave det. Så det skal helt sikkert forsøges i februar. 

♥ lave fastelavnsboller, flere gange. Sidste år fandt jeg en nem opskrift hos @hosvibeke, og mon ikke det bliver den igen i år - selvom jeg ikke lige kan finde den. Jeg er også meget fristet af Ann-Christines lækre fastelavnsboller, men må nok erkende, at den er lidt omstændig til mig. Kom endelig med fif til andre gode fastelavnsbolle-opskrifter, hvis I kender nogle.

♥ blive stærkere. Efter jeg er begyndt med personlig træning er det for alvor gået op for mig, hvor slap jeg rent faktisk er! Jeg kan fx ikke løfte mig egen vægt i hverken arme eller ben. Armene er ok, men benene! Jeg går trods alt rundt og bærer på min egen vægt hele dagen. Så dét skal der arbejdes videre med.


#Det gode ved februar er også, at det nu er lyst, når vi tager afsted om morgene og kommer hjem om aftenen. Me like!

03.02.2015

Skiferie med børn

NETOP HJEMVENDT FRA en dejlig skiferie lovede jeg, at jeg ville give et par fif til skiferie med børn.


Skiferien gik til Østrig, et lille sted som hedder Lofer. Vi boede på en lille kro med 10-12 værelser, lige ved siden af liften som gik mod toppen. Kroen var typisk østrigsk, ikke noget prangende, men havde alt hvad vi havde brug for, var rent og pænt og personalet meget venligt. Og så var prisen ganske fornuftig. Ca. 500 eur pr. voksen inkl. halvpension og liftkort. Drengene var gratis - også liftkort.

Skiferie med børn handler rigtig meget om at forventningsafstemme på forkant. Både børn og voksne, men nok særligt de voksne. For ski med børn er på ingen måde ski på den måde, som det plejede at være. Det gælder jo egentlig ferier generelt, men det kommer mere til udtryk på en aktiv ferie som skiferie jo er.

Hjemmefra havde vi, og med vi mener jeg os forældre, besluttet at drengene skulle gå i skiskole. Selvom vi har stået på ski i 10-12 år jeg skal så trække et par graviditeter og småbørnsår fra, er vi langt fra gode nok til at lære drengene at stå på ski.

J havde brugt noget tid på at undersøge mulighederne, og havde fundet et par steder med forskellige modeller. Heldags, halvdag, få dage, hele ugen. Mulighederne var mange. Og vigtigst, der var danske guides. Eller, det kommer jeg lige tilbage til. 

På forkant besluttede vi, at begge drenge som udgangspunkt skulle på skiskole hver formiddag fra kl. 10 til 12. JoJo havde mulighed for at tilvælge eftermiddagene, hvis han ville. Det ville han ikke. Lille V gik på et Bambini-hold op til 4 år. Som det eneste barn. Desværre var instruktøren tysker. Utrolig sød, men han forstod naturligvis ikke et ord hverken på engelsk eller tysk. Heldigvis var holdet over ham med en dansk instruktør, ofte i nærheden og kunne hjælpe med sproget. Men det var lidt ærgerligt, synes vi. Men V hyggede sig, og synes at det var sjovt, og det var det vigtigste.

Så første fif - skiskole til børnene, hvis man ikke selv har evnerne. Og undersøg mulighederne hjemmefra, så man ikke skal bruge alt for lang tid på det, når man kommer frem - hvor man også skal leje ski, støvler og hjelm.


#Mine tre yndlingsmennesker ♥

Næste fif er underholdning. Efter et par timers skiskole holdt vi hver dag en lang frokostpause på en time til halvanden. Her spillede vi Uno, legede med drager og riddere og hyggede os. Det betød, at J løb med rygsæk, når vi stod på ski om formiddagen, men det fungerede udemærket for ham. Ellers er der sikkert et sted, hvor man kan opbevare den så længe.

Snack, også en vigtig ting. I lommerne og i tasken havde vi altid en pausesnack. Både til når skiene var dumme og man absolut ikke ville løbe mere på ski, eller til hygge efter frokosten eller turen ned med liftene.

For at komme op i terrænet, hvor børneområdet lå og liftene gik videre op i højden, skulle vi med to gondollifte. Det tog samlet 15-20 minutter og var ganske ok. Men særligt Lille V synes, at det var svært at gå med skistøvlerne på. Så han fik altid sine vinterstøvler på og skiftede først ved børnebakken. Det gjorde det hele meget lettere for os og ham. Og endnu en grund til at vi havde rygsæk med.

Det er mine vigtigste fif til at få nogle gode timer og dage på pisterne sammen. Skiskole, snolder, underholdning og evt. rigtige støvler til pauserne, så de små børnefødder kan få en pause fra skistøvlerne.

Hvad er dit bedste skiferiefif - både med og uden børn?

Husk at du kan se flere billeder og læse lidt mere om selve skiferien på IG - jeg hedder @finurligt.

01.02.2015

Overhalet af virkeligheden

DER KOM HVERDAGEN, som jeg bedst kan li' den, susende. Eller hverdag er måske ikke helt sandt. Hverdagen og en dejlig dejlig skiferie, som I måske allerede har set på IG. Og inden jeg fik set mig om, havde jeg ikke fået griflet så meget som et eneste ord på bloggen og kun et par halvfærdige stikords-kladder.

Men med en ny frisk måned i kalenderen, er det også blevet tid til en frisk start på bloggen. Og der er allerede flere indlæg i pipeline. Fx det om andre folks børn! Noget af en cliffhanger, I know. Og så vil jeg også gerne dele ud af mine fif til skiferie med små børn. Noget som måske er brugbart med vinterferie lige rundt om hjørnet.

Og indtil da håber jeg, at I stadig holder ved.

God søndag derude. Vores søndag er startet stille og roligt med hjemmebagte boller, god kaffe og friske juicer. Og i aften bliver middagen serveret af morfar og morfars kæreste, det er lige til at holde ud.


#På vores ferie var Lillen desværre ramt af feber og vi tilbragte derfor en dag med hygge, spil, iPad og kram. Det var selvfølgelig ærgerligt, særligt fordi vejret var skønt den dag, men det føltes lidt som en søndag uden planer.