DET HAR VÆRET nævnt et utal af gange. Mit temperament og lille Vs temperament. Hvordan jeg glemmer, at jeg jo rent faktisk er den voksne og ikke et stædigt barn, og vi derfor ender i en hårdknude og har brug for en voksen faren.
Sådan en episode havde vi i går. Og jeg brugte det ultimativt dårligste kort. Jeg skældte ud, på den der dumme måde. Jeg kan komme med mange argumenter for, hvorfor jeg endte dér, hvor jeg synes, at det var nødvendigt for mig at hæve stemmen til råbeniveau, men det vil jeg ikke. For uanset så er det ikke ok. Det er ikke ok at råbe af sit barn, i min verden.
Men jeg vil ikke dunke mig selv oveni hovedet. Det nytter ikke noget. I stedet vil jeg slå en streg i sandet og sige, at nu skal det være slut. Slut med at råbe.
Hvad gør I andre, når I kan mærke at nu bobler temperamentet indeni
#Inden vi endte med fronterne trukket op, havde vi de hyggeligste timer sammen, helt alene. JoJo var hos en legekammerat og J ude med en ven. Så vi hyggede i køkkenet, hvor lille V elsker at hjælpe til.
Tror jeg vist vi alle kender, det der med temperamentet der løber af med os voksne ;-)
SvarSletJeg ved, at www.hende.dk har haft et projekt med ikke at råbe mere... og personligt har jeg set, hvordan det har ændret min veninde, da hun aktivt besluttede, at hun ikke ville råbe af hendes børn mere. (dermed ikke sagt, at stemmen ikke bliver hævet engang imellem). Det tager tid - og kræfter af en selv... Held & lykke med projektet :-)
Vi sluttede heldigvis, og selvfølgelig, dagen af godt af i går. Med kys, kram, undskyld fra os begge og jeg elsker dig'er. Og en snak om, at jeg faktisk havde fået ondt i hjertet, da han ikke hørte efter, slog og sparkede og jeg kom til at råbe.
SletDesværre kunne jeg mærke at det stadig sad i mig i morges, da han, ikke startede forfra, men igen ikke ville høre efter og gjorde stik modsat af, hvad jeg bad ham om. Og dét gør mig også ked af det. At jeg ikke kan slippe det…
Jeg er nød til at vaske tavlen ren. Og ikke råbe, selvom jeg føler mig enormt provokeret - er det mon det rette ord...
Jeg forstår det godt, og man "bør" jo ikke råbe.. Og dog! For tror nærmere det er usundt, ikke at råbe ind i mellem. Og markere med store bogstaver, hvad der er i orden, og hvad der ikke er - tydeligt og i et hug. Meget bedre end timevis små vrissenhed, spydige kommentare og hellige matyr-snak som giver dårlig samvittighed, fordi man ikke får tingene sagt. For det giver usikkerhed og dårlig stemning.
SvarSletRåber man, markere sig, og får sagt "jeg råbte, fordi du gjorde sådan og sådan og det var forkert, og gjorde mig sur/bange/vred, så tror jeg såmænd det er fint. Så er luften renset.
- Anne
Jeg synes faktisk ikke, at det er ok at råbe af sine børn. Hæve stemmen, moderat, det er en anden ting. Men råbe, nej.
SletSå selvom han lå for enden af kældertrappen, fordi han nægtede at tage jakke og sko af, og skreg, så bør jeg ikke gøre det. Og det gør formentlig også bare situationen endnu værre. Han er stædig, som i et gammelt æsel, så han bliver ved og ved - jeg nåede at skylle service fra aftensmaden af og sætte opvaskeren i gang! Så længe stod det på. Men jeg er den voksne og han er 3 år, og jeg ved bedre.
Men jeg er enig, selvfølgelig skal vi rense luften. Han skal vide, det ved han allerede i stor udstrækning, hvad der ok og ikke ok. Og han skal også lære, at hans opførsel ikke er ok. Men vi skal tale om det - når han er færdig med at være sur.
Jeg fjerner os begge fra den situation vi står i. Helt fysisk. Det hjælper de fleste gange at vi skifter rum, så sætter jeg mig ned med ham og snakker igennem hvad der lige skete, hvad var forkert, hvad må man ikke vs. gerne. Særligt italesætter jeg hvorfor jeg blev sur/ked/gal ... han forstår det jo ikke helt, men det hjælper mest mig at tale om det også hjælper det ham at vi flytter os ud af det 'spot' hvor det startede.
SvarSletDet er en rigtig god idé det med at flytte sig fra situation, så man kommer væk fra "det dårlige". Lige præcis i her gik jeg fra situationen, i forventning om, at han ville følge efter. Tage sko og jakke af, og komme med. Men det gjorde bare ondt værre. Og det ender så i skrig og skrål for enden af kældertrappen…. Og til sidst bliver jeg sur, alt for sur.
SletVi taler heldigvis også rigtig meget om tingene. Og han er, som jeg tidligere har skrevet, en meget kærlig dreng, så efter dumme situationer, så ender det altid i kys og kram.
Åh, hvor jeg kender det. Jeg råber dog meget sjældent - det sker typisk kun, hvis N gentagne gange slår eller sparker - men det betyder ikke, at jeg ikke hæver stemmen eller bliver vred. Min vrede virker dog som en rød klud i ansigtet på ham, så jeg har efterhånden fundet ud af, at det ikke nytter noget - konflikten eskalerer bare helt uhæmmet, og det ender med, at vi begge to græder af frustration. Så seneste nye tiltag, der faktisk har fungerer upåklageligt i et par uger efterhånden, er, at jeg (forsøger at) bevarer roen. Tæller til 10 eller går ind i et andet rum og stopper med at kommentere, at han skal tage skoene af/lade være med at slå/hvad han nu laver. Ikke afvisende, bare med en "hov, jeg skal lige hente noget, bliver du bare stående her og flipper imens?" Og når jeg kommer tilbage (meget kort tid efter, og han stadig flipper) har jeg en bog eller en bamse eller et eller andet med, som kan aflede. Vi læser maaaaange bøger herhjemme for tiden, for han elsker det, og er en glimrende afledning. Som i
SvarSletMig: "Skal vi læse en bog?"
N: "*flipflip* ja-haah, men så vil jeg bestemme den! *flippe videre*"
Mig: *Enter hippie-stemme* Ok, det må du gerne. Men tag lige tøjet af (hvis det er det, der har været konflikten), og så kan vi læse.
N: *Surmulende* "Åwkæj!"
... Ovenstående er best case, og der er også episoder, hvor det går en del mere trægt, men generelt synes jeg, at afledning virker perfekt. På os begge to, faktisk :-) Om det er holdbart i længden ved jeg ikke, men jeg tror det faktisk - vi har fået færre hårknude-konflikter, og det er virkelig skønt!
Hov, jeg havde da helt glemt at svare tilbage på din kommentar.
SletHeldigvis hører råberier også til sjældenhederne herhjemme, men der kommer desværre flere og flere episoder, hvor jeg hæver stemmen eller bruger min mere vrede stemme. Hvilket jeg også synes er ufedt. Jeg vil jo helst, at vi kan tale om tingene, at jeg ikke skal blive hende den sure (som ingen af os kan li').
Det med bil eller bog, lyder som en rigtig god idé. Særligt hvis det er konflikter, hvor han bare er sur. Men ved konflikter, hvor han ikke hører efter, dem har jeg stadig lidt svært ved at komme med videre med. For der skal vi først løse konflikten (han må ikke slå, sparke m.m.) inden vi hygger os med leg.