Viser opslag med etiketten Der var engang.... Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Der var engang.... Vis alle opslag

11.03.2016

Hanoi i ord og billeder

Hanoi var vores første stop, hvor vi for alvor skulle ud og opleve. Vi havde på forkant planlagt to overnatninger, men kort efter ankomst forlængede vi med endnu en overnatning. Set i bakspejlet kunne vi måske nok havde rejst videre som planlagt, men samtidig gav den ekstra dag i Hanoi os også mulighed for at holde en "fridag" uden nogle særlige planer. Den dag kan du læse mere om her.

Hanoi har virkelig mange ting at byde på. Samtidig kan man få utrolig meget tid til at gå med at se på at livet leves, lige dér midt på gaden eller rundt om næste hjørne. I det gamle kvarter, hvor vi boede, var gadekøkkenerne, butikkerne, smartere caféer, gadesælgerne side om side - samtidig med at trafikken var tæt og hele tiden i bevægelse på kryds og tværs.  Og vi kunne sagtens få masser af tid til at gå med blot at gå rundt i gaderne, men Vietnam har så meget historie at byde på, så selvfølgelig skulle vi også se nærmere på nogle af de historiske ting.

På vores første aften i Hanoi havde drengene bemærket den flotte røde bro nede ved  Hoan Kiem-søen og skildpaddetårnet der lå ude i søen. Så vi startede ud med at besøge den lille ø i søen, som det første. 




#Der var også tid til drengeleg på øen i søen.

Derudover var Litteraturtemplet et must-see på vores liste. Templet var Vietnams første universitet og symbolikken med de mange skildpadder hugget ud i sten med navnene på de mænd, der har bestået de svære eksamener og dermed fik en doktorgrad, synes drengene var en sjov ting. Jeg synes, at templet er et virkelig dejligt åndehul midt i hektiske Hanoi. Når man kommer ind på den anden side af murene bliver der pludselig roligt på en eller anden måde.  Vi fik meget tid til at gå med at kigge på guldfisk i lotusdammen, bygningerne, statuerne og altrene, hvor de (lokale?) besøgende ofre gaver, tænder røgelsespinde eller beder.




- En af de ting som vi synes er allersværest ved at rejse rundt i et land som Vietnam er, at fortælle drengene om landets historie i børnehøjde. Historien fylder naturligt meget hos vietnameserne, og uanset hvor man bevæger sig, bliver man mødt af påmindelser og minder om krigen og dens eftervirkninger. Særligt JoJo er interesseret i historie, så vi forsøger at genfortælle lige præcis så meget som vi mener, at han kan tåle og forstå. Og indtil videre er det lykkes rigtig fint.

En af de lidt svære ting var besøget i det gamle franske Hoa Lo-fængsel, også kaldet Hanoi Hilton. Fængslet blev bygget til 400 fanger, men da belægningen var højest var der mere en 2000 fanger i fængslet.  At besøge fængslet - og senere krigsmuseet, er en af de svære ting med børn. Der er mange billeder fra dengang, billeder som børn ikke skal se. Så det hoppede vi selvfølgelig over, og så i stedet på udkigsposter, hvordan fangerne havde gravet underjordiske gange og udsnit af hvordan de havde levet i fængslet.


Krigsmuseet var en rigtig god oplevelse for os alle fire. Igen hoppede vi stort set alt billedokumentationen over. Det er for voldsomt for drengene, men der er rigtig meget krigsmateriel. Og det synes drengene var meget spændende. Vi fik lang tid til at gå med at tale om flyvere, helikoptere, tanks og våben.





Ho Chi Minh Mausoleum, palads, pælehus og park besøgte vi også. Vi fortalte drengene på forkant, at vi skulle hen og se den tidligere leder af Vietnam. Se ham og hvor han havde boet. Vi talte på forhånd om, at det ikke var uhyggeligt, men at det så ud som om han sov. Og at det var ligesom da jeg så min veninde efter hun var død. Besøget hvor man ser Ho Chi Minhs balsamerede lig er hurtigt overstået. Drengene kiggede ikke så meget på ham, men de har talt om det bagefter. Hvordan det så ud som om, at han bare sov, og at det er helt fint.



Det var lidt fra to af vores dage i Hanoi. Resten af tiden gik vi rundt og kiggede på livet, menneskerne og hverdagen i Hanoi. Eller holdt pauser, hvor slappede af, spillede og hyggede os.

Rejseinfo til de særligt interesserede: Jeg husker ikke præcis, hvad det kostede at kommer ind de enkelte steder. Men alle steder var børnene gratis, og voksne kostede 20-30.000 VND pr. person. Det svarer til 7-10 DKK. Tingene vi besøgte lå reelt i gåafstand, men små og store ben kan være trætte, så indimellem tog vi en taxa. Det kosterede max 100.000 VND = 35 DKK. Du kan læse mere om hotellet vi boede på i Hanoi lige her.

04.10.2015

Samme dag for to år siden - og så slet ikke

I DAG HAR vi fejret min venindes søn. 7 år bliver han i morgen. For præcis to år siden, den dag i dag, fejrede vi hans 5 års fødselsdag. Selvom dagen i dag var stort set den samme dag med de samme mennesker, lækker brunch igen og deres kendte lava-kage, så var dagen alligevel en helt helt anden.

Min veninde var der ikke. Hun er ikke længere en del af livets fejringer og fester, hverdag, minder og gang. Hun er død.

140 dage er der gået. Og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på hende. I dag var ekstra hård. Det var den første fødselsdag uden hende. Det var jo meningen, at hun skulle være med. Være sammen med os. Fejre sin søn. Men i stedet så går livet videre, uden hende. Det er sg* noget møg. Jeg savner hende!

Og for præcis to år siden, den dag i dag, skrev jeg indlægget nedenfor på min gamle blog. Et lykkeligt indlæg, lykkeligt uvidende om at en helt anden virkelighed og stor sorg skulle indhente os bare halvanden måned senere.

- Heldigvis nåede vi at få halvandet gode, dejlige, skønne år sammen, hvor vi forsøgte, at nå så meget vi kunne sammen, skabe endnu flere gode minder sammen, inden kræften indhentede hende og os den 16. maj 2015. Det er sg* noget møg.

---------
Når livet ændres, for alvor
[Lørdag den 5. oktober 2013]

Det er januar. Min veninde ringer. Hun har fundet en knude i sit bryst.

Lige dér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad siger man? Hvad kan man sige? Jeg husker ikke rigtig samtalen efter dét. Helt ærligt så tænkte jeg allerede en masse frygtelige tanker. Jeg havde en masse spørgsmål, men vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe det an. For hun vidste jo heller ikke noget. Hun ventede stadig på svar.

Jeg læste alt, hvad der var at læse på Kræftens Bekæmpelse. Om brystkræft, om behandling, om at være pårørende.

Svaret kom. Det var dårligt nyt. Jeg rystede, da jeg talte med hende. Hun græd. Jeg kæmpede en indre kamp for at være rolig, ikke lade min bekymring og frygt påvirke vores første samtale. Hendes søn er et halvt år yngre end JoJo og jeg tænkte på ham, på hende og på hendes mand under hele samtalen. Og egoistisk, så tænkte jeg også på mig selv. Hvad med hende og mig - vores forhold? Og jeg tænkte alle de frygtelige "hvad nu hvis" tanker... Intet jeg sagde eller gjorde kunne gøre det bedre. Hun var alene med sygdommen. Ingen kunne gøre noget.

Første gang vi mødtes efter at hun havde fået nyheden, den frygtede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle reagere. Vi var sammen med vores familier. Drengene legede, vi voksne snakkede, min veninde græd lidt, Jesper var god til at stille de svære spørgsmål. Det var en god aften. Og jeg er glad for at vi talte om kræften, sammen med vores mænd. For mig var det dejligt at J var med, så tæt på.

Hun blev skaldet. Hurtigt. Det så faktisk ret godt ud, synes jeg. JoJo spurgte aldrig ind til, hvorfor hun pludselig ikke længere havde noget hår. Sådan er børn så skønne. De ser det slet ikke. Det var hans vens mor. Og nu havde hun ikke noget hår. Og det var der ikke noget mærkeligt i.

Vinter blev til forår, som blev til sommer. Tiden gik hurtig. Jeg tilbragte, selvfølgeligt, mange alenestunder med min veninde. Vi talte altid om kræften. Nogle gange meget, andre gange knap så meget. Vi talte om børn. Vi talte om at være mor. Om at være kæreste og kone. Vi talte om job. Om forventninger. Om fremtiden, ønsker og drømme. Vi talte om det uvirkelige. At HUN havde kræft. At kræft er noget der rammer alle de andre.

Nogle gange glemte jeg, at hun havde kræft. Og fik frygtelig dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg glemme det?! For jeg tænkte jo stadig de frygtelig "hvad nu hvis" tanker.

To operationer, 2 forskellige slags kemo og en måneds stråling  og min veninde var sygdomsfri, som det hedder. Det hedder ikke kræftfri, men sygdomsfri*. Det er helt fantastisk, men også underligt. Tænk at det alligevel gik så hurtigt. Det der har været den længste periode i hendes liv.

*Så let, hurtigt og smertefrit var det selvfølgelig ikke, men sådan var den konkrete behandlings- og efterbehandlingsproces.

Hendes liv er forandret for altid. Hun er måske nok sygdomsfri, men det betyder ikke at sygdommen ikke længere er en del af hende og hendes liv - ja alle os i hendes omgangskreds' liv. Den vil altid være der. Huske os på hvordan livet kan ændres fra den ene dag til den anden.

I dag er det Lyserød Lørdag. Jeg har været sammen med min veninde. Og vi har ikke nævnt kræft med et eneste ord. Vi har fejret at hendes dreng i dag er fyldt 5 år, sammen med deres familie og nærmeste venner. Det har været den skønneste dag.

Smuk sol på lyserød himmel. Livet går videre, men vi glemmer det aldrig.
#Billede og billedtekst er også to år gammelt, og passer i mange henseender stadig. Livet går videre, og vi glemmer aldrig. Men i dag er vores liv desværre fyldt med en stor og tung sorg over, at hun ikke længere er del af livet.

27.04.2015

Der var engang [Noget om at gøre forskel på sine børn]

FOR HALVANDET ÅRS tid siden skrev jeg på min gamle blog et indlæg om at holde ferie kun med et barn. Mit spørgsmål/holdning havde fået lidt medfart på min private Facebook. Jeg kom til at tænke på indlægget i går, da jeg læste et indlæg hos Iværksættermor om at holde ferie uden sine børn. Som jeg, may I add, ikke har nogle som helst problemer med, og som vi absolut godt kunne blive lidt bedre til her på matriklen.

Men noget andet, som jeg også kom til at tænke på var, at jeg synes, at det er vigtigt ikke at sammenligne, gøre sig til dommer overfor andres valg - ikke dermed sagt at man ikke må stille nysgerrige spørgsmål, måske kan man lære noget. Og virkeligheden er ikke altid den man tror man ser og hver familie har sine behov og bevæggrunde for de valg man træffer.

Og med det sagt, giver jeg ordet til et indlæg fra den gamle blog. Billedet er også fra den gamle blog. Ihhh, hvor er de små - og hvor glæder jeg mig til sommeren!

-------------
Om at gøre forskel på sine børn
Oktober 2013

Må man gøre forskel på sine børn?

Eller, det gør man jeg jo dagligt. En kommer i biografen. En på legepladsen. En skal hjælpe til. En må være længe oppe. En er 5 år. En er to. Og der ér forskel.

Men hvad når det kommer til oplevelser og rejser/ferie? Må man gøre forskel dér?

Jeg stillede spørgsmålet på Facebook i sidste uge. Om ferie med kun ét barn er go eller no go. Mor, far og ét barn. Og jeg er bagud på point, kan jeg godt se. Ikke at jeg selv har besluttet mig for hvad jeg helt synes. Men jeg synes, at det er en interessant snak/diskussion.

Hvorfor må man ikke gøre forskel? Børnene er forskellige. Har forskellige behov og ønsker. Uanset alder - og køn, mener jeg.

Er det fordi, at det ikke er normen? Er det fordi, vi er bange for hvad andre tænker om os?

Et argument på FB var, at det er synd for det barn der er hjemme, som skal høre om det andet barns oplevelser. Er det? Det er jo ikke fordi det ene barn ikke får nogle oplevelser. Det er jo bare nogle andre oplevelser. Og skal vi ikke nogle gange passe på med at behandle vores børn, mennesker generelt, ens, når de er forskellige?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er interessant, at det kan være synd, at man ønsker at give sine børn nogle oplevelser og noget alenetid, som ikke nødvendigvis er en tur i Tivoli - ikke et ondt ord om det.

Jeg synes bare, at det er ærgerligt at man har en tendens til at dele sig op. Far og et barn. Mor og et barn. Hvorfor kan et barn ikke få begge forældre?

Og jeg taler jo ikke om en uges badeferie for mor, far og er barn. Jeg taler om et par dage.

Hvad synes I?

Og lige nu er JoJo faktisk også på ferie alene hos farmor og farfar, imens Lille V er hjemme og har alenetid med far og mor, som vi alle tre nyder til fulde. Og er det så i orden? At JoJo får nogle oplevelser, kun med farmor og farfar?
Brødre, fra i sommers - da det stadig var dejligt sommervejr, varmt og skønt. Åh, jeg savner! Hvor en af fælles oplevelserne var trillebørrace i haven.

22.02.2015

Der var engang… [Noget om at være fanget i sin krop]

DET ER DEN TID på året. Min dag, min fødselsdag. Jeg glæder mig, det har jeg altid gjort. Jeg kan godt li' idéen om at en dag er helt speciel og at den kun er min.

Der er dog et lille men ved min næste fødselsdag. Jeg rammer officielt slutningen af 30'erne. Gisp. Tænk engang… Dét ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om. Hvornår er jeg egentlig blevet så gammel? Hvornår er dem jeg sammenligner mig med i det offentlige rum blevet så unge? Jeg er ikke den eneste der tænker sådan - se bare over hos Iværksættermor, selvom kommentarfeltet er fyldt med de unge under 30.

Så det vil jeg lade vær med at tænke over og i stedet lade mig fejre, ønske mig gode og dejlige gaver og nyde at være midtpunkt på min dag.

- Og så ikke et ord om, at jeg faktisk slet ikke er sammen med min elskede familie på min dag, men mine 180 kolleger. Men vi snyder og fejrer mig en dag tidligere. Selvom det ikke er helt det samme, bliver dejligt alligevel.

Da jeg nærmerede mig midt 30'erne havde jeg en krise. Dén skrev jeg om på den gamle blog, og den kan du læse mere om nedenfor.

#Og apropos alder, hvor er drengene dog små og søde - det er de selvfølgelig stadig. Billedet er helt udenfor kontekst, men jeg faldt over dette billede, da jeg sad og kiggede billeder forleden dag og blev en smule rørstrømsk. Tiden flyver...

_____________

Fanget i min krop

[Januar 2013]


Jeg tror, at jeg har en krise. En 35 års krise. Ja, bevares jeg fylder først 35 om to måneders tid - helt præcis den 13. marts for de særligt interesserede, tak, men jeg fornemmer lidt en tiltagende krise over den kommende fødselsdag og de 35 år.

Og det handler overhovedet ikke om at jeg er utilfreds med mit liv, overhovedet ikke! Jeg er udemærket klar, og meget taknemlig, over hvor godt jeg har det og alle de fantastiske mennesker og gode ting jeg har i mit liv. Det handler om mig, og kun mig. Det er en følelse.
Når jeg kigger mig i spejlet tænker jeg "35, shit!". Du har levet halvdelen af dit liv. - Jeg regner godt nok med at blive mere end 70, men groft sagt. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente og jeg hader det. Jeg har aldrig været vild med tanken om at blive gammel. Men selve tanken om at jeg en dag slet ikke er her mere, den kan jeg på ingen måde udholde. Jeg får helt angstsved og går lidt i panik, når jeg for alvor gør mig de tanker. Og det er altså ikke fordi jeg som sådan er bange for at dø, eller forventer at skulle dø før om en 40 års tid +. Men hele tanken om, at jeg en dag er væk. Bare væk. Og her ser vi bort fra at mine gener lever videre i børn, deres børn og så videre. Men jeg, JEG er væk. Som i pist væk. I HATE IT!

Og når jeg så ser ind i det spejl der og ser et spejlbillede som stille og roligt viser, at jeg bliver ældre, så får jeg lidt krise. Ikke over selve spejlbilledet, som jeg de fleste dage er ganske tilfreds med. Men 35. 35 år mand! Jeg er her ikke for altid.

Og når jeg ser på mig i spejlet og mærker efter indeni, så synes jeg ikke helt tingene passer sammen. Mig i spejlet er voksen, ansvarlig, gået fra at være ung til voksen med smilerynker ved øjnene og tilfreds med de fregner som var hadet for 20 år siden. Mig indeni har stadig så mange ting at lære, så mange ubesvarede spørgsmål og tvivl.

Hvornår catcher krop og tanker op med hinanden?

14.02.2015

Der var engang… [Noget om at leve et halvt liv]

ENGANG HAVDE JEG jo en anden blog. En blog som gemmer på mere end 900 indlæg fordelt over ca. 6 års skriverier. Indmellem går jeg tilbage på bloggen og læser gamle indlæg. Indlæg, som får mig til at huske en tid, en følelse eller som bare minder mig om, hvordan livet var engang.

Jeg har besluttet mig for at dele nogle af de gamle indlæg igen. Både indlæg som haft mange besøgende eller kommentarer, men også indlæg som betyder noget for mig. Jeg håber, at I vil tage godt imod dem.

Vi starter ud med et indlæg fyldt med følelser - nemlig det med at leve et halvt liv som skilsmisseforældre.

____________

Et halvt liv
[Juli 2013]

- Jeg føler, at jeg kun lever et halvt liv, når jeg kun er sammen med mine børn halvdelen af tiden.
- Tænk at skulle flytte hjem hver uge. Det er da der intet menneske der kan holde til. Og dét byder vi vores børn.

Noget i den stil sagde en grædende Maise Njor (kan det virkelig passe at hun ikke har en blog eller lignende?!) i DR3s program Kaos, sex og bekendelser - jeg opdager så nu, at det oprindeligt er et DR2 program, men anywho det sendes på DR3, og online, for tiden.

Tænk hvis jeg ikke kunne være sammen med disse to guldklumper hver eneste dag! Jeg tror ikke at mit hjerte kunne holde til det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme ud af sengen og igang med mit liv, hvis de ikke var en del af det hver eneste dag. Jeg har faktisk stadig svært ved at sende dem på ferier, selvom jeg nyder tosomheden med J.
Hendes ord ramte mig så dybt. For hvor har hun dog ret. Hvordan pokker kan man byde sine børn det! Men samtidig, hvordan kan man andet, når nu det menneske som man skulle elske for evigt ikke længere er dét menneske? Når et forældrepar ikke længere er et kæreste-par, kærligheden er forandret - måske forsvundet og man skal finde en ny hverdag og familiesammensætning for sin familie. For man er jo familie, det vil man altid være. Også selvom kærligheden muligvis er forsvundet, så hører man sammen for altid. Og hvordan får man det bedste ud af det, imens følelserne raser og fornuften måske er gemt af vejen midt i sorgen, tabet, det uoverskuelige og nye.

Jeg ved det ikke. Vi står heldigvis ikke i den situation. Og kommer forhåbentlig aldrig til det. Udover at vi har lovet hinanden, at vi to skal blive gamle sammen og at vi altid vil elske hinanden, så har vi også lovet hinanden, at vi ikke giver op. Det er ikke en mulighed. Vi kan ikke smide "jeg elsker dig ikke mere" eller "jeg vil ikke mere" kortet uden kamp, en fælles kamp.

Fundamentet for vores kærlighed er den samme som den altid har været. Vi vil hinanden. Vi elsker hinanden. Men vores liv og hverdag er i konstant forandring og vi gør vores bedste for at huske hinanden og os som kærestepar - og det må vi aldrig glemme. Det er hele fundamentet for vores familie.

Som JoJo så sødt siger; "Først elskede du far. Ham elskede du så højt, at I fik mig. Så elskede du også mig. Og mig elskede du også højt, så derfor fik vi lillebror. Så nu elsker du far, mig og lillebror." Lige præcis. Det kan ikke siges mere tydeligt. Og de 3 kærligheder er værd at kæmpe for.

Dette indlæg er slet slet ikke en kritik eller løftet pegefinger at folk som er skilt, hvor børn lever to forskellige steder eller familier som lever deres liv på en anden måde end den måde, som vi lever vores liv på. Det er blot et udslag for det tankespind og de triste følelser, som MNs ord satte gang i hos mig. Trist fordi at familier skiltes, familier som skulle være sammen for altid. Og hvor børn bliver fanget i midten af knuste hjerter og udbrændt kærlighed.

Note: Jeg er selv skilsmissebarn. En af de mere lykkelige skilsmissebørn, hvis de findes. Mine søstre og jeg havde fast base hos vores mor, og kom hos vores far, når vi havde lyst og når det passede os og ham. Da vi var mindre var vi der oftes sammen, men senere var vi der nogle gange sammen, nogle gange alene. Nogle gange bare et kort besøg, andre gange i flere dage. Hele livet igennem har vi fejret alle store ting sammen med hele vores store familie. En helt fantastisk positiv ting som kom ud af mine forældres skilsmisse er det tætte bånd mellem mine søstre og jeg.