Noget om opdragelse

FOR EFTERHÅNDEN LANG tid siden startede jeg på dette indlæg. Stærkt inspireret af et lignende indlæg hos Østfronten om et vigtigt emne, nemlig om høflighed og opdragelse. Det fik mig til at tænke. Tænke på hvordan vi opdrager vores drenge og hvordan de opfører sig - særligt, når de er sammen med andre mennesker.

Jeg startede indlægget således:
Vores drenge er velopdragne. Det er jeg ikke i tvivl om. Det får vi også tit af vide, når vi er ude. Og det er jo dejligt som forældre. Udover at det er vigtigt for mig, at de opfører sig ordentligt, når vi er ude, så kan jeg da ikke undgå også at føle det lidt som et skulderklap til vores måde at være forældre på.

Men ikke dermed sagt at vi har de vise sten til opdragelse, overhovedet ikke. Men samtidigt med at vi til tider curler vores drenge, formentlig ubevidst gør dem nogle bjørnetjenester oplever jeg også, at vi er strenge forældre.

Og så stoppede skriveriet lige der. Og det er måske meget godt, for jeg skal da lige love for, at der er sket noget siden jeg startede på indlægget for halvanden måneds tid siden. Og det er dét der har fået mig til at komme til tasterne og gøre indlægget færdigt.

---

Lige for tiden er de nemlig virkelig irriterende og uopdragne, vores drenge. Også når vi er væk hjemmefra. Spørg bare vores venner som vi var i Berlin med, som kun har et barn og dermed ikke oplever søskendefights, jeg tror, at de blev noget chokerede.

Eller, de er super søde, kærlige, sjove og gode. De er begyndt at finde hinanden i rigtig mange lege og så sent som i går tilbragte de en times tid alene i haven. I god leg uden skænderier. Men der er rigtig mange diskussioner drengene i mellem. Uenighederne udvikler sig ofte til slag,  doks (lille Vs ord, han dokser, når han slår) og skub.

Den lille har et stort temperament. Sådan har det alle dage været. Og ubevidst har vi måske ladet ham styre tingene. Den store, han er stor nu. Og nu gider han ikke finde sig i noget længere, så han giver igen. Og starter. Og bestemmer. Og så er de stædige, begge to. Og de giver sig ikke. Og vil helst det samme samtidig, uden at dele.

Og så bliver jeg vi sure. Jeg kan simpelthen ikke ha', når de ikke opfører sig ordentligt. Der er selvfølgelig masser af plads til uenigheder, og lidt slåskampe brødre imellem, men når de ikke vil høre efter og opfører sig ordentligt, så bliver jeg sure og skrappe mor. Og dét gider jeg heller ikke.

Lige nu har vi, som skrevet, en masse diskussioner på kryds og tværs. Og det skal vi have stoppet igen. Det værste jeg ved er at bruge sure-stemmen. At det er nødvendigt at skære hårdt igennem, at affeje deres argumenter fordi at nu er det nok. Og nu bestemmer jeg. For det betyder også ubevidst, at jeg træffer forkerte beslutninger fordi jeg ikke har været med fra start. Men fordi at jeg bliver så træt af at høre på deres højlydte uenigheder og kampe.

Samtidig med alle uenigheder, brok og kampe er der ikke nogen tvivl om at drengene finder hinanden mere og mere. At de får stadig større glæde af hinanden. At de virkelig elsker hinanden og vil hinanden.

Dét skal vi have fokus på. Det, og så brugen af ord.

#Sommerferiebilleder, dengang livet som brødre var the shit og de virkelig formåede at hygge sig sammen og vi stort set ikke havde en eneste kamp.
#Sammen om at kaste med sten. De er gode til at finde på fælles lege.
#Brødre, side om side ♥