Viser opslag med etiketten Tankeroderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tankeroderi. Vis alle opslag

08.02.2016

Alenetid

Lige så meget som jeg elsker at være sammen med min familie. Lige så meget har jeg brug for at være alene. Ikke alene alene, men jeg har brug tid for mig selv. Hvor jeg bare kan være. Mig selv. Ingen spørgsmål. Ingen svar.

Hver eneste dag glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til min familie, og være sammen med dem. Og når jeg er væk hjemmefra, så savner jeg dem og glæder mig til igen at kramme, kysse, snakke, fortælle, lege og være midt i familielivet.

Men særligt i perioder hvor jeg har rigtig travlt på arbejdet, eller hvor vi har mange planer, har jeg brug for lidt alenetid. Tid hvor jeg kan samle mine tanker, lave mine mentale to-do lister - selvom jeg ret beset sagtens burde kunne lige præcis dét, imens J og jeg sidder side om side i sofaen efter drengene er puttet. Men alligevel, så holder jeg meget af min alenetid. Den halve time efter J har sagt godnat og jeg sidder i mørket, alene i skæret fra en eller anden skærm.

Men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg gerne vil have lidt ud af min alenetid. Gøre noget for mig selv. Det kunne være læse en bog, lytte til afslappende musik eller noget helt 3. Igen, det kan jeg sagtens gøre med J ved min side, men jeg tror, at jeg vil forsøge at sætte min alenetid lidt mere i system. Trække mig lidt væk fra skærmene.

Har du også brug for alenetid? Hvis ja, så del gerne, hvad du laver, når du har alenetid. Måske kan jeg blive inspireret.


#I fredags fik J og jeg pludselig (altså pludseligt fra om onsdagen af) 4 timer sammen, bare os to, da drengene blev inviteret på en dobbelt legeaftale. Så vi havde pludselig tid til tosomhed ♡ Vi besluttede os for at tage en tur på HATOBA, hvor man får virkelig lækker sushi. Vi købte en Earlybird deal, og tippet er hermed givet videre.

07.02.2016

Om at savne

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min veninde. Det er naturligt altid med vemod, men de fleste dage er det med et smil, et godt minde eller en kærlig tanke.

Men så er der dage hvor sorgen over, at hun ikke længere er en del af mit vores liv, lige her, fylder rigtig meget og gør mig utrolig ked af det. Det er små ting, der gør forskellen mellem et godt minde eller sorg.

Jeg savner vores telefonsamtaler. Vi var virkelig gode til at tale i telefon sammen, længe. Vi har talt om alt på telefonen. De små hverdagsting, men også de store tunge og svære emner - bl.a. hendes kamp mod den uretfærdige kræft, som ramte netop hende. Jeg savner vores tosomhed. Vores middage bare os to. Nogle gange helt rolige, andre gange udviklede de sig til vin og drinks. Jeg savner vores familietid. Når vores familier var sammen. Vi ses stadig med hendes familie. Men det er ikke det samme, og det bliver det aldrig. Jeg savner en der kender mig. Hun er var en af mine ældste veninder, og jeg savner en der kender mig som hun gjorde. En som havde været med i hele mit voksenliv. En som jeg er blevet voksen sammen med. Jeg savner hende!

Mest af alt, så er jeg bange for at glemme hende. Eller, jeg ved, at jeg aldrig glemmer hende, men jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt ikke kan huske og mærke hende rigtigt. Og det får mig til at savner hende endnu mere.

Savner ♡

18.01.2016

Når det pludselig kommer tæt på

Jeg har alle dage været knapt så begejstret for at sove ved jorden, altså i grundplan. Og jeg husker tydeligt som barn, hvordan jeg synes, at der var skygger og lyde udenfor mit værelsesvindue hos min far. Så udover i min fars daværende hus, eller når vi er hos mine svigerforældre, så har jeg altid sovet på 1. sal eller højere. Og det har passet mig ganske fortrinligt.


#Huset i forstanden ligger så tilpas højt, at man ikke rigtig sover eller lever ved jorden - medmindre man er i kælderen, men så en man jo stort set under jorden. Så det tæller ikke rigtig.

Da vi for mere end tre år siden købte huset i forstaden, var det et krav, at vi fik installeret alarm. Så det fik vi. Det er nogle af de bedste penge, som jeg gladeligt betaler måned efter måned for den falske? tryghed, som alarmen giver mig os.

I går kom trygheden i eget hjem og brugen af alarm igen i fokus. Huset på den anden side af vejen, vitterligt lige overfor, havde desværre indbrud i løbet af dagen. Vi har intet set, intet hørt. Og med ét så er jeg pludselig lidt utryg. Ikke ved at være i huset. Men ved tanken om, at det også kan ske for os. Eller det har jeg selvfølgelig hele tiden været klar over, men nu er det pludselig kommet tæt på. Alt for tæt på.

Jeg er svært klar over, at det er en reel risiko. Indbrud. Og desværre er vores hood i toppen, når det gælder indbrud.

Øv! 

12.01.2016

Barndomsminder

Klokken er mange. Over midnat faktisk. Jeg burde at sove. Men jeg har lidt ondt i hovedet og det hjælper lyset fra computeren helt sikkert på…, og jeg kunne ikke rigtig finde roen. Så nu sidder jeg her, i mørket. Det er egentlig ganske hyggeligt og samtidigt ufatteligt dumt. Dét bliver jeg straffet for i morgen.

Tidligere på aftenen, da jeg puttede drengene, kom jeg til at tænke på barndomsminder. Lige midt i godnatsangene. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om det mon er noget ,som de kommer til at huske fra deres barndom. At jeg sang godnatsange. Det sker ikke hver dag, men næsten. Og midt i mit syngeri blev jeg enig med mig selv om at blive bedre til også at synge godnatsange de dage, hvor jeg er træt og uoplagt. For lige dér fandt jeg ud af, hvor dejligt jeg synes det vil være, hvis det er noget de kommer til at huske fra deres barndom. At deres mor sang godnatsang stort set hver eneste aften.

Det fik mig også til at tænke på mine egne barndomsminder. Jeg synes ikke rigtig, at jeg kan huske noget. Eller jo det kan jeg, men det er mere sporadisk. Fik jeg mon sunget godnatsange? Det kan jeg simpelthen ikke huske. Eller blev der læst godnathistorier? Ikke at det lige præcis er de to ting, der er afgørende. Jeg kan huske fra jeg blev lidt ældre. Fx. hvordan vi altid spillede 500 hos min far. Og hvordan hjemmesmurte højbelagte rugbrødsmadder, som vi til og med spiste i sofaen, var noget helt særligt. Og hvordan vi altid kyssede farvel, lige midt på munden. Jeg husker også, hvordan jeg elskede at komme hjem til min farmor og farfar, sidde i lænestolen og læse gamle Ude & Hjemme, imens min farmor serverede cacao lavet på sødmælk med et sjat fløde i. Og hvordan vi altid sad ved det lille udtræksbord sådan et skærebræt et i køkkenet og spiste digestive kiks med smør på, når min farfar kom hjem fra arbejde. Og hvordan hans skægstubbe gjorde lidt ondt, når han krammede. Og hvordan jeg altid skubbede min søster, når vi cyklede hjem til min far.

Uanset så har aftenens tankespind fået mig til at tænke på barndomsminder igen. Og måske endnu mere  tænke over, hvad jeg håber, at vores børn husker, når de bliver ældre. Særligt at de små ting i hverdagen. Godnatsangene. Fodboldkampene i haven. Dyner og familiefilm i sofaen. Det er sådan nogle ting vil jeg gerne have, at de husker, når de tænker tilbage på deres barndomsminder.


#JoJo læser for sin lillebror. Dét håber jeg også bliver en del af det drengene kommer til at tænke tilbage på. Hvad de lavede sammen og hvilken glæde de havde af hinanden. På de gode søskendedage :-)

31.12.2015

Årets sidste dag


Årets sidste dag er forbundet med en vis form for tradition, hvor man jeg ser tilbage på året der er gået og ønskerne for det nye år. Det har jeg gjort alle de snart 7 år, hvor jeg har haft en blog i den ene eller form. Sidste år havde jeg fokus på taknemmelighed.

2015 har også været fyldt med stor taknemmelighed og glæde samtidig med at jeg har oplevet mit til livs største sorg - at miste min veninde. Og det er dét året særligt vil blive husket for. Så selvom 2015 også har været et godt år fyldt med en masse gode minder, stunder og oplevelser, som også fortjener at blive mindet, så ser jeg alligevel frem til 2016, som står for døren. Et år som byder på nye store oplevelser som for vores familie, og som jeg vil fortælle mere om i det nye år.

Den sidste linje vil jeg blot bruge på at ønske jer alle et rigtig godt nytår. Må det blive lige som I ønsker. Vi blogges ved i det nye år.

06.10.2015

Søvn

JEG ER VIRKELIG dårlig til at sove. Eller, jeg kan sagtens sove. Men min søvnrytme er helt forkert. Nogle nætter sover jeg 10 timer, andre kun 5-6 timer. Enten falder jeg stort set i søvn på sofaen, så snart drengene er puttet eller også når klokken at slå midnat, inden jeg falder i søvn.

Vi har fjernsyn i soveværelset. Desværre. Og det er tændt næsten hver aften. Det kan være rigtig hyggeligt med fjernsyn i soveværelset, men også en frygtelig dårlig i vane. Fjernsyn i soveværelset er hyggeligt, når J og jeg aktivt beslutter os for at putte os under dynerne og se en god film. Det sker måske et par gange om måneden. Men dage, hvor jeg er træt, har brug for at gå tidligt i seng, så er fjernsyn i soveværelset en rigtig dårlig idé. For jeg tænder det. Skal lige se Nyheder, og pludselig er klokken midnat eller mere, inden jeg slukker for fjernsynet igen.

Jeg skal have lavet nogle gode soverutiner og gode vaner.

Har I nogle gode aftenvaner? Så del dem gerne.


#Jeg vil skåne jer for et sovebillede af mig. Men I får i stedet et af Lille V, fra dengang han bare var 1 måned og 20 dage gammel. Lille og fin. Han havde også problemer med at sove, dengang. Det er heldigvis en helt anden historie nu. Han sover gerne fra kl. 20 til 7 hver eneste dag, og det er efterhånden sjælendt at at vågner om natten.

04.10.2015

Samme dag for to år siden - og så slet ikke

I DAG HAR vi fejret min venindes søn. 7 år bliver han i morgen. For præcis to år siden, den dag i dag, fejrede vi hans 5 års fødselsdag. Selvom dagen i dag var stort set den samme dag med de samme mennesker, lækker brunch igen og deres kendte lava-kage, så var dagen alligevel en helt helt anden.

Min veninde var der ikke. Hun er ikke længere en del af livets fejringer og fester, hverdag, minder og gang. Hun er død.

140 dage er der gået. Og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på hende. I dag var ekstra hård. Det var den første fødselsdag uden hende. Det var jo meningen, at hun skulle være med. Være sammen med os. Fejre sin søn. Men i stedet så går livet videre, uden hende. Det er sg* noget møg. Jeg savner hende!

Og for præcis to år siden, den dag i dag, skrev jeg indlægget nedenfor på min gamle blog. Et lykkeligt indlæg, lykkeligt uvidende om at en helt anden virkelighed og stor sorg skulle indhente os bare halvanden måned senere.

- Heldigvis nåede vi at få halvandet gode, dejlige, skønne år sammen, hvor vi forsøgte, at nå så meget vi kunne sammen, skabe endnu flere gode minder sammen, inden kræften indhentede hende og os den 16. maj 2015. Det er sg* noget møg.

---------
Når livet ændres, for alvor
[Lørdag den 5. oktober 2013]

Det er januar. Min veninde ringer. Hun har fundet en knude i sit bryst.

Lige dér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad siger man? Hvad kan man sige? Jeg husker ikke rigtig samtalen efter dét. Helt ærligt så tænkte jeg allerede en masse frygtelige tanker. Jeg havde en masse spørgsmål, men vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe det an. For hun vidste jo heller ikke noget. Hun ventede stadig på svar.

Jeg læste alt, hvad der var at læse på Kræftens Bekæmpelse. Om brystkræft, om behandling, om at være pårørende.

Svaret kom. Det var dårligt nyt. Jeg rystede, da jeg talte med hende. Hun græd. Jeg kæmpede en indre kamp for at være rolig, ikke lade min bekymring og frygt påvirke vores første samtale. Hendes søn er et halvt år yngre end JoJo og jeg tænkte på ham, på hende og på hendes mand under hele samtalen. Og egoistisk, så tænkte jeg også på mig selv. Hvad med hende og mig - vores forhold? Og jeg tænkte alle de frygtelige "hvad nu hvis" tanker... Intet jeg sagde eller gjorde kunne gøre det bedre. Hun var alene med sygdommen. Ingen kunne gøre noget.

Første gang vi mødtes efter at hun havde fået nyheden, den frygtede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle reagere. Vi var sammen med vores familier. Drengene legede, vi voksne snakkede, min veninde græd lidt, Jesper var god til at stille de svære spørgsmål. Det var en god aften. Og jeg er glad for at vi talte om kræften, sammen med vores mænd. For mig var det dejligt at J var med, så tæt på.

Hun blev skaldet. Hurtigt. Det så faktisk ret godt ud, synes jeg. JoJo spurgte aldrig ind til, hvorfor hun pludselig ikke længere havde noget hår. Sådan er børn så skønne. De ser det slet ikke. Det var hans vens mor. Og nu havde hun ikke noget hår. Og det var der ikke noget mærkeligt i.

Vinter blev til forår, som blev til sommer. Tiden gik hurtig. Jeg tilbragte, selvfølgeligt, mange alenestunder med min veninde. Vi talte altid om kræften. Nogle gange meget, andre gange knap så meget. Vi talte om børn. Vi talte om at være mor. Om at være kæreste og kone. Vi talte om job. Om forventninger. Om fremtiden, ønsker og drømme. Vi talte om det uvirkelige. At HUN havde kræft. At kræft er noget der rammer alle de andre.

Nogle gange glemte jeg, at hun havde kræft. Og fik frygtelig dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg glemme det?! For jeg tænkte jo stadig de frygtelig "hvad nu hvis" tanker.

To operationer, 2 forskellige slags kemo og en måneds stråling  og min veninde var sygdomsfri, som det hedder. Det hedder ikke kræftfri, men sygdomsfri*. Det er helt fantastisk, men også underligt. Tænk at det alligevel gik så hurtigt. Det der har været den længste periode i hendes liv.

*Så let, hurtigt og smertefrit var det selvfølgelig ikke, men sådan var den konkrete behandlings- og efterbehandlingsproces.

Hendes liv er forandret for altid. Hun er måske nok sygdomsfri, men det betyder ikke at sygdommen ikke længere er en del af hende og hendes liv - ja alle os i hendes omgangskreds' liv. Den vil altid være der. Huske os på hvordan livet kan ændres fra den ene dag til den anden.

I dag er det Lyserød Lørdag. Jeg har været sammen med min veninde. Og vi har ikke nævnt kræft med et eneste ord. Vi har fejret at hendes dreng i dag er fyldt 5 år, sammen med deres familie og nærmeste venner. Det har været den skønneste dag.

Smuk sol på lyserød himmel. Livet går videre, men vi glemmer det aldrig.
#Billede og billedtekst er også to år gammelt, og passer i mange henseender stadig. Livet går videre, og vi glemmer aldrig. Men i dag er vores liv desværre fyldt med en stor og tung sorg over, at hun ikke længere er del af livet.

10.03.2015

Mit [vores] liv i 5 års perioder

FOR FEM ÅR siden var vi ved at pakke vores liv ned i kasser*. Livet som vi havde kendt det de sidste fem år. Og selvom vi flyttede retur til noget Danmark, som vi kendte, flyttede vi alligevel mod noget nyt og ukendt.

*Eller faktisk pakkede vi ikke så meget som en eneste kasse, for det gjorde flyttefirmaet, men vi var ved at forberede os mentalt på at forlade vores velkendte og meget gode hverdag og liv.

Fem år før dét [2005] var vi rejst den anden vej - fra Danmark som et kærestepar på bare 27 og 29, uden andre forpligtigelser end hinanden. Et liv hvor vi ofte levede fra dag til dag og efter hvad vej vinden blæste. I løbet af de fem år gik vi fra kærester til ægtefolk, blev forældre for første gang og dertilhørende forpligtelser og hensyn, men alligevel med en stor frihedsgrad med mulighed for at planlægge fra dag til dag.

Fem år mere er gået, nu retur hjemme i Danmark. Vi er blevet forældre endnu engang, har skiftet lejligheden i byen allright Sydhavnen ud med hus i forstaden og har også nu et skolebarn. Og forpligtelser. Skemaer. Kalenderstyring. Madpakker. Faste spisetider.

Det slog mig pludselig i dag. De her 5 års perioder. Hvor utrolig forskellige de naturligt er, men hvor har de dog været helt fantastiske på hver sin måde.

Gad vide hvad de næste 5 år har at byde på?


#Og som ofte, et billede helt uden for kontekst. Jeg tager frygtelig få billeder for tiden, så jeg kigger ofte i det online billedarkiv for at finde billeder til mine indlæg. Og dér faldt jeg over dette yndlingsbillede, et af mange. JoJo bare et par dage eller fem gammel - ny, lille og blød. Mit hjerte smelter en lille smule.

10.01.2015

Om at være bange

JEG HAR ALLE dage været lidt af en bangebuks. Bange for at køre stærkt altså ikke for for stærkt, bare stærkt, flyve, træffe større beslutninger, hvor jeg ikke kan vide mig sikker på udfaldet, konflikter - eller måske ikke ligefrem bange, men tilbageholdende her vil dem der kender mig godt råbe løgn!!. Men ude i virkeligheden sammen med andre voksne, så er jeg lidt bange for konflikter. Jeg er også bange for at der skal ske nogen noget. Og med nogen mener jeg alle dem jeg kender, og dem de kender for så kommer det jo tæt på. Bange for det ukendte. Hold nu helt op jeg er bange for det ukendte!

Og med lortemors og rockpaperdresses indlæg tidligere på ugen i baghovedet - og to flyvninger indenfor 24 timer og en stormvarsel ved navn Dagmar på den ene flyvning, blev jeg igen lidt bange og kom jeg til at tænke på den der frygt igen. Den frygt som hænger over hovedet konstant. Og som kun er blevet større i takt med, at der er blevet plads til mere kærlighed i mit hjerte. 

Det har helt sikkert noget at gøre med at jeg er blevet mor. Men også bare det faktum, at jeg er blevet voksen. Pludselig er man jeg så pokkers bevidst om alt det farlige og uvisse der findes derude. 

Og ved I hvad jeg også er bange for? Folks hensigter. Er de reelle? Og nogle gange kan jeg godt blive bange for at "speake" op. Bange for konsekvenserne. Særligt hvis jeg gør det offentligt på bloggen eller de sociale medier, som jeg til og med arbejder med. For dér kan folk nogle gange være så modbydelige, hvilket jeg heldigvis aldrig har oplevet, fordi de sidder bag en skærm. 

Allermest er jeg bange for at min frygt skal smitte af på mine drenge eller få lov til at styre mit liv.

Så det får den ikke lov til. Punktum.

Og med det, rigtig god lørdag.


#Heldigvis er verden fyldt med gode og smukke ting, og det får min frygt kke få lov til at overskygge.

31.12.2014

2014 i punktform

ET PAR DAGE inde i 2014 skrev jeg på den gamle blog fem nytårsfokuser; Jeg måtte aldrig tvivle på, at jeg er en god mor, kysse lidt mere, planlægge lidt mere, løbe lidt mere og have mere fokus på kvalitet fremfor kvantitet - i livet.

Og hvordan var 2014 så…?

Taknemmelighed! Det er det første ord der falder mig ind, når jeg her på årets sidste dag tænker på 2014, og tiden er inde til gøre status over året som slutter lige om lidt.

Derudover var 2014 også...

♥ Året hvor vores drenge blev store, for alvor. JoJo startede i skole og  både barn og voksne skule navigere i en ny verden. Lille V lærte at cykle, stoppede både med sut og ble og havde sin første legeaftale. Og farvekoordineret kalenderstyring gjorde entré i vores liv.

♥ Året hvor brødre-relationen tog form. På godt og ondt. De har virkelig fundet hinanden, og glæden i at have en søskende. Samtidig har de også fundet ud af, hvor irriterende en bror kan være.

♥ Tid. Tid til hinanden. Det var året hvor vi holdt to helt fantastiske ferier. I foråret i Italien og Luxembourg og senere sommerferie i Danmark. Ferier uden de store planer, men hvor det vigtigste var tid sammen. At være nær.

♥ Fyldt med små hverdagslykker - en tur på stranden, en cykeltur, en is inden aftensmad, cirkus på en hverdagsaften. De små ting, der gør hverdagen ekstra god.

♥ Et semi løbeår. Jeg fik mange kilometer i skoene og gennemførte mit halvmaraton. Heldigvis for det for mængderne af cola, chokolade og cafélatte lavet på sødmælk har også været stigende.

♥ Året hvor vi har fundet en grundlæggende ro på vores måde at være familie på. Vi er blevet bekræftet i at vores familieform fungerer virkelig godt. At der er plads til næsten alt det vi gerne vil.

♥ Året hvor vi fik alt hvad vi kunne ønske os og mere til. 

Og hvad angår min fokuser, så synes jeg, at jeg kom meget godt i mål. Jeg tvivler ikke på, at jeg er en god mor - selvom sure og nogle gange uretfærdige mor kommer på besøg. Har vi mon kysset mere? Det synes jeg - gad vide, hvad J synes :-) Mere planlægning, stort tjek.. Inkl. farvekoordinering. Jeg har også fået løbet, tjek. Men burde havde løbet lidt mere… Helt sikkert fokus på kvalitet i livet. Tid, nærvær og samhøringhed - det er det der står klarest, når jeg tænker på 2014. Familie og kærlighed. 2014 blev ligesom jeg havde håbet og ønsket.

Jeg håber, at jeres 2014 har været ligesom I ønskede og mere til. Og 2015? - Det tænker jeg stadig lidt over…

Indtil da ønskes I et rigtig godt nytår. Vi blogges ved i det nye år.


23.12.2014

Sidste arbejdsdag i år

DET ER TANKEVÆKKENDE som jeg bliver lidt ekstra følelsesladet her på vej mod min sidste arbejdsdag i år. Ikke fordi det er sidste arbejdsdag, men fordi det for alvor går op for mig at 2014 lakker mod enden, og endnu et år er ved at være slut.

Det har været et hektisk år. På alle fronter. Der er sket så meget i vores familie. Den er vokset. Ikke i antal her taler jeg kun om os fire og ikke familien +, hvor vi jo er blevet velsignet med endnu en sød fætter, men i familiesammensætning. Den måde vi nu er familie på. Vi har nu ikke længere to små drenge, men en skoledreng og en overhovedet ikke, hvis du spørger ham lille dreng. Vores familiestruktur er ændret. Vores kalenderstyring(!) er vanvittig ændret Meget er ændret. Og tiden er pludselig en anden. Vi er sammen på en anden måde. Nu også på den der måde hvor man er sammen lige ved siden af hinanden, uden nødvendigvis at skulle gøre alt sammen. 

En anden familieform er også ved at indfinde sig. Drengene er så småt begyndt at løsrive sig, gøre deres eget. Det betyder også, at vi er familie på en anden måde end tidligere.

Alle de ting tænker jeg over på vej mod den sidste arbejdsdag i år. Samtidig med at jeg overhovedet ikke kan forstå, hvor 2014 er blevet af. Tiden er nærmest forsvundet mellem hænderne på mig. Men det har været et godt år. Et spændende, udfordrende, men absolut godt år. Men mon ikke jeg kommer lidt mere ind på det, når jeg forsøger at runde året af i ord i et andet indlæg.

Med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Må den være fyldt med kærlighed, nærvær og gode stunder - og selvfølgelig gaver.


06.10.2014

Spejlbillede

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var 3 år. At jeg var ligesom lille V. Han er så meget sin egen, og helt ligeglad med hvad andre mener. Han er godt nok kun 3 år, men jeg håber inderligt, at det holder ved. At han bliver ved med at være sig selv, tro på sig selv og ikke bekymre sig om, hvad andre må mene om ham. Alt imens han selvfølgelig er sød og velopdragen.

For tiden skifter han fx imellem at være sig selv, en stor dreng, en hund der hedder Plet, en tiger eller en superhelt - og her er det svært at vælge imellem Hulk, Spiderman eller Superman. Og uanset hvem han er, så er han ligeglad med hvad vi andre mener.


Ved siden af ham er jeg. Hans mor. 36 år, som pt. kæmper med mod sit spejlbillede. - Også selvom jeg blev Kyssepige-superhelten i dag hvem hun så må være. Og weekendens Eremitageløb 13,3 km på 1.30 gjorde det faktisk ikke bedre. Jeg ved godt, at jeg løb som forventet, men det gør mig alligevel ikke tilfreds. Det gør mig næsten endnu mere utilfreds, at jeg ikke kan tage mig sammen til at løbe noget mere. Drikke lidt mindre cola. Spise lidt mindre chokolade og andre sukkerholdige lækkerier. At mit maveskind bliver blødere for hver dag der går, at bukserne bliver strammere og at tallet på vægten bliver større. Og hvad værre er, at kan jeg ikke tage mig sammen. Bide tænderne sammen, lukke munden og løbe en tur. Og hver dag tænker jeg, i morgen… I morgen tager jeg mig sammen. Jeg venter stadig på den dag, altimens jeg bliver lidt mere ærgerlig over mit eget spejlbillede.

#På tur med min lille tiger i søndagens lune solstråler. Nogle dage ville det bare være lykken at være 3 år og ligeglad med, hvad andre nu engang må mene.