07.03.2016

En dag i Hanoi

Imens jeg arbejder på et mere detaljeret indlæg om nogle af de ting, som vi har set og oplevet i Hanoi – altså udover de dejlige madoplevelser vi har haft, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at tage jer ”med” på tur i Hanoi. Sådan time for time, mere eller mindre, fra jeg slog øjnene op. Indlægget er gjort klar for et par dage siden, så vi springer lidt tilbage i tid i forhold til det seneste indlæg på bloggen. Jeg har også planlagt at tage jer med på tur igen lidt senere på ugen, hvor vi har en spændende dag på programmet her i Hoi An.

Men tilbage til i fredags. Afrejsedag fra Hanoi - og måske ikke den mest spændende dag at følge, men til gengæld er der masser af billeder. Så here we go. God fornøjelse!

Jeg vågner kl. 7.45 ved at Lille V spørger om han må se iPad. I søvne siger jeg ja, og lukker mine øjne igen. Jeg ved at vækkeuret ringer om 45 minutter, og beslutter at sove lidt videre, imens han underholder sig selv.

8.30 ringer uret. Resten af familien er vågen, og jeg skal lige tage mig sammen til at stå op og gå i bad. Selvom jeg har sovet siden kl. 23, så er jeg træt. Sengene og puderne på hotellet er lige til den hårde side for mig, så jeg sover ikke så godt om natten.

Vi sætter os til morgenbordet kl. 9.15. Hotellets udvalg er egentlig ganske fornuftigt, om end lidt kedeligt. Eller måske er jeg bare lidt forvent, når det kommer til morgenmad. Det er ikke utænkeligt. JoJo og J starter altid morgenen med en omelet. Lille V, som typisk elsker mad, er meget småt spisende på vores ferie, så han får en sikker vinder i form af pandekager med nutella. Allerede de første dage i Bangkok tabte han sig et lille kilo, men heldigvis har han noget af give af… JoJo derimod er virkelig i voksealderen, og bestiller også en omgang pandekager. Jeg får et par spejlæg med bacon, ristet brød, kaffe og juice. Jeg er efterhånden en garvet kaffedrikker, så jeg kan sagtens tage en sort kaffe med mælk og sukker.

Efter morgenmaden bruger vi halvanden times tid på at pakke og checke ud. Vi skal vaske, når vi kommer frem til den næste by. Hele vores ene backpacker rygsæk er fyldt med vasketøj, og drengene og jeg er ved at løbe tør for rent undertøj. – Så ved vi da, hvad vi skal lave, når vi kommer frem.

Ved frokosttid begiver vi os ud i byen for en sidste gang. Vi har set de ting, som umiddelbart stod på vores to-do liste, så vi har ingen fast agenda for dagen. Vi bor i den gamle bydel, som et handelsmekka bestående af en masse smalle gader, gyder og genveje. Selvom J normalt har god stedstans og er god til at finde rundt, så farer vi alligevel vild på vores korte vej ned til Hoan Kiem-søen.




#Gad vide hvordan man afregner el?! Eller hvor man starter, når strømmen er gået?!



#Jeg forundres til stadighed over, hvad vietnameserne formår at transportere på deres cykler - og scootere.

At gå ved Hoan Kiem-søen er lidt et frirum for os alle. Vi behøver ikke holde drengene i hånden, og de kan frit løbe rundt på den brede sti. Planen er at gå en tur i det franske kvarter, som er noget mere vesterligt end det øvrige Hanoi. Og det er bl.a. her man finder de store kendte brands, banker og spisesteder på rad og række. Det er lidt koldt i vejret i dag. Og selvom vi tog lange bukser på, inden vi gik fra hotellet, så fryser vi en smule. Vi beslutter derfor ret hurtigt at søge hen mod en international restaurant med tilhørende legeplads, som vi tilfældigvis fandt et par dage tidligere. Vi ved, at så snart vi kommer derhen, så begynder drengene at løbe rundt, og får varmen.



#Koan Hiem-søen. Samlingspunkt for mangt og meget. Der bliver læst, danset, spillet badminton, taget bryllupsbilleder og meget mere. Det er på forunderligvis et roligt sted midt det kaos der ellers også hersker lige på vejen ved rundt om søen - og alle de tilstødende veje.

Vi tilbringer mere end to timer på der. JoJo får lavet lidt mere matematik, vi spiller fisk, fodbold, gynger og hygger os. Drengene får lidt let frokost i form af nuggets og fritter. Lille V spiser heldigvis en lille smule. På vej retur til den gamle bydel, og aftensmaden, får vi handlet lidt fornødenheder til togturen.



Vi spiser aftensmad allerede kl. 17.30 i dag, da vi skal afsted mod toget ved 19-tiden. Vi bruger Tripadvisor rigtig meget, når vi rejser. Og vi finder et sted tæt på hotellet, som har fået gode anbefalinger. Linhs Kitchen. Man laver selv maden ved bordet, og det synes drengene er rigtig sjovt. Vi betaler omkring 400.000 VND, svarende til 135 DKK, for hovedretter til to personer, to salater og fire frisklavede juicer.


Vi tager fra hotellet til togstationen ved 19-tiden. Jeg er virkelig meget begejstret for hotellets service, og endnu engang begejstres jeg. De sørger og betaler for vores taxa til stationen – og ja, jeg ved godt, at de selvfølgelig tager sig betalt på anden vis, men ikke nok med det, så kører en af deres ansatte på knallert til stationen, hvor han tager imod os, bærer vores tasker og installerer os i vores togkupé, inden han tager af sted igen. Dét er service! I morges da JoJo beklagede sig over nogle voldsomme myggestik han havde fået, muligvis i løbet af natten, løb de straks på apoteket og købte noget til at smøre på. Igen uden betaling. Toget er gammelt, som i virkelig gammelt og meget brunt. Jeg håber virkelig, at jeg ikke skal på toilet før kl. 13 i morgen. Men det skal jeg nok…

Kl. 20.10 ruller vi af sted. Det rumler og bumler og er et hyggeligt rejseminde. Vi rejser 650 km længere sydpå i løbet af de næste 16 timer. I toget ser drengene film og spiser fredagssnolder. Jeg læser og gør dette blogindlæg klar, så det kan komme på bloggen, når vi igen kan komme online.

Kl. 22 bliver drengene gjort natteklar. Forhåbentlig kan de sove, selvom det larmer noget. Der er aircon for alle pengene i toget. Vi har forsøgt at klistre en pose for med plaster, men alligevel så pakker vi os godt ind for natten. Det ville være ærgerligt at få træk og blive syge. Jeg er begyndt at læse Brobyggerne, og der går nok et par timer inden jeg lukker øjnene.

Hvis du læste med så langt, så tak. Som sagt, så regner jeg ved at mit næste lignende indlæg bliver lidt mere action packed.




#Der er vitterligt scootere overalt i Hanoi. Og skal man krydse vejen, så går man bare. Vi har netop krydset vejen på billede nr. 2 ovenover! Crazy, men det gik jo så fint. Og al trafik foregår på vejene, uanset om man kører bil, scooter eller cykel eller om man går. Og det er ikke fordi de ikke har fortov. De bliver bare brugt til parkering til scooterne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….