16.03.2016

Hoi An – set fra cykel og båd

Når man rejser igennem et land, Vietnam som et hvert andet, ser man kun sporadiske glimt af hvordan livet og hverdagen er i det pågældende land. På vores rejse har vi haft et ønske om at vise drengene at livet her i Vietnam er meget anderledes end det de kender hjemmefra. Derfor var vi bl.a. på en guidet cykeltur rundt i Hoi An. En helt igennem skøn oplevelse, som kun kan anbefales.



Klokken 8 stod vores guide, Hung, klar med cykler til os, så vi kunne komme af sted, inden det blev alt for varmt. Lille V blev placeret i en cykelstol bagpå min cykel, og han nød at blive fragtet rundt. Vi startede ud med at cykle små fem km rundt af de mindre veje, hvor der typisk ikke kommer så mange turister. Her kunne vi for alvor se, hvordan lokalbefolkningen bor, og vi fik en nærmere introduktion til hvordan mange vietnamesere typisk opbygger deres have, så der både er plads til dyrene og afgrøder.



#Vores guide Hung tog sig virkelig god tid til at svare på alle vores spørgsmål undervejs.

Cykelturen endte nede ved havnen, hvor både vi og vores cykler blev sejlet videre ud på fisketur, hvor vi skulle afprøve to forskellige fiskemetoder. Den ene metode vi prøvede var med et stort net, som sidder fast på pæle i vandet. Det var vores opgave at trække nettet op og sejle ud og få fiskene ud af nettet – med stor hjælp fra den lokale fisker og hans kone, som sejlede båden. Det var virkelig nogle små fisk, og jeg troede egentlig at de skulle retur i vandet, men dem bruger de også. Derudover prøvede både JoJo, J og jeg at kaste med net fra en lille træbåd. Det var ret sjovt at prøve. Det kræver den rigtig teknik og var virkelig hårdt.

#Sådan så det ikke, da vi kastede med nettet kan jeg godt betro jer.

Til drengenes store glæde var vi også ude og sejle i bambusbåde. Her fangede vi krabber med lilla klør, så hvordan østersene sidder fast på træerne lige til at pille ned, vores ”kaptajn” flettede ringe af bambusblade til os alle og lavede kongekroner til drengene. Vi lærte vietnamesiske ord og en lille fiskersang. Virkelig hyggeligt og drengene var meget begejstrede.


#Helt frisk østers.

Efter fiske- og bambustur cyklede vi videre hjem til Hung. Hung bor sammen med sin kone og lille datter – og hans øvrige familie bor tæt på. Vi hilste bl.a. på hans søster og moster. Udover at have sit eget tourguide bureau har Hung og hans familie også nogle rismarker, og hans kone arbejder på den lokale skole, hvor hun er ved at uddanne sig til bibliotekar. Hjemme hos Hung og hans familie fik vi en gennemgang af alle de trin risene går igennem fra de bliver høstet til de lander på tallerkenen. Det var ret interessant, og drengene fik til deres store fornøjelse lov til at være med i processen. Til sidst lavede drengene den rismælk, som de brugte, da de sammen med Hungs søster lavede rispandekager til frokost til os alle. I dag bearbejdes risene hos Hung på maskiner, men det var alligevel sjovt at se, hvordan ham og hans familie gjorde tidligere.


#Her kommer de brune ris, men som ingen vietnameser har lyst til at spise, så skallerne bliver efterfølgende "stampet af". I skallen sidder de bedste vitaminer, så man blander skallerne i foderet til fx grisene, og når man så efterfølgende spiser grisene får man lidt af det gode tilbage.


#Lille V vasker hænder i mynte og lemongrass. Virkelig skøn duft!


#JoJo i køkkenet og lave vietnamesiske rispandekager med rejer, svinekød og bønnespirer.

#Og her er resultatet. Pandekagen bliver wrappet ind i rispapir med frisk salat, mynte og agurk, rullet og dyppes i lækker fiskesovs med chili.

En ting er at komme lidt væk fra de turistede områder og på egen krop at prøve nogle af de ting, som vietnameserne gør i deres dagligdag. En anden, og om end vigtigere ting særligt for os voksne, er at høre om livet i Vietnam. Høre mere om hvordan det er at være selvstændig. Om hvorfor Hung har valgt at arbejde som tourguide i stedet for som ingeniør, som han er uddannet til. Hvordan turistmen påvirker hele Hoi An - også den lille bonde der ikke er direkte involveret i turismen. Hvordan det offentlige fungerer. Sygehuse, skattesystemet og så videre. Og dét er en af de ting vi også får med os, når vi tager ud på disse ture. Bliver inviteret hjem i deres hjem. Og det vil jeg ikke være foruden.



#Og Lille V ville ikke være foruden de søde hunde Hung og hans familie havde. Der er utrolig mange hunde i Vietnam, og Hung fortalte at en familie mindst har én hund, men typisk 2-3 hunde. Og selvom de måske ikke har de største hunde, så anser de dem som værende deres vagthunde som passer på deres familie og hjem.

Rejseinfo til de særligt interesserede: Vi betalte 3,1 mio VND = 950 DKK for en dag sammen med Hung og Hoi An Eco Tourism. Det var inkl. 3 cykler, bådtur, 2 forskellige fiskeoplevelser, tur i bambusbåd - ja faktisk også en ridetur på en vandbøffel, frokost og så selvfølgelig Hungs tid og fortællerlyst. Du kan også læse mere om Hoi An Eco Tour på Tripadvisor.

10 kommentarer:

  1. Fantastisk:o) Skønne skønne billeder:) Dejligt hung har lyst til at vise sit hjem m.m. frem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, og tak for dine søde kommentarer turen igennem :-) Det var en virkelig god oplevelse, og også en af dem som drengene stadig vender tilbage til.

      Slet
  2. Jeg synger med på Mettes sang: Fantastisk! Hvor får I mange oplevelser med hjem i rygsækken!

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg copy/paster mit svar til Mette. Tak for ros og søde kommentarer. Og rygsækken er rigtig nok fyldt med dejlige oplevelser, og lige nu gælder det bare om at suge det sidste ud af Vietnam.

      Slet
  3. Hvor lyder det helt fantastisk!! Så mange oplevelser og meget læring for drengene! Glæder mig til at høre meget mere, når I kommer hjem:) Kh Søster M

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi glæder os til at se jer! Og til at fortælle om alle vores oplevelser. Kys

      Slet
  4. Det er sådanne oplevelser, som der gør virkelig indtryk. Jeg ville heller ikke have været foruden de gange jeg var i private hjem i Australien. det giver nemlig et helt andet indblik. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det er oplevelser som disse man husker. Ligesom togturen :-) Australien, dér vil vi virkelig gerne rejse til engang. Drengene skal bare være noget større, tænker vi. Kh V

      Slet
  5. Kære Vevika!

    Hvor ser det helt igennem fantastisk ud! Skønne billeder og flotte beskrivelser.
    Vi skal til Vietnam med børnene til sommer - ser ud til vi skal følge nogenlunde samme rute - så suger lige til mig af alle jeres tips, tricks og spændende oplevelser ���� Vil fx vildt gerne høre hvordan vi kan komme på tur med Hung - det lyder fantastisk!

    Fortsat rigtig god tur

    Kh Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Stine,
      Det er helt fantastisk her i Vietnam, og lige nu vil vi ikke hjem om fem dage. Du kan læse mere om Hungs ture på linket her http://www.hoianecotourism.com.vn/#_=_. Vi kunne evt. få Sus og Thomas til at invitere til middag, så kunne vi dele ud af tip og tricks til Vietnam :-)

      Kh V

      Slet

Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….