Samme dag for to år siden - og så slet ikke

I DAG HAR vi fejret min venindes søn. 7 år bliver han i morgen. For præcis to år siden, den dag i dag, fejrede vi hans 5 års fødselsdag. Selvom dagen i dag var stort set den samme dag med de samme mennesker, lækker brunch igen og deres kendte lava-kage, så var dagen alligevel en helt helt anden.

Min veninde var der ikke. Hun er ikke længere en del af livets fejringer og fester, hverdag, minder og gang. Hun er død.

140 dage er der gået. Og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på hende. I dag var ekstra hård. Det var den første fødselsdag uden hende. Det var jo meningen, at hun skulle være med. Være sammen med os. Fejre sin søn. Men i stedet så går livet videre, uden hende. Det er sg* noget møg. Jeg savner hende!

Og for præcis to år siden, den dag i dag, skrev jeg indlægget nedenfor på min gamle blog. Et lykkeligt indlæg, lykkeligt uvidende om at en helt anden virkelighed og stor sorg skulle indhente os bare halvanden måned senere.

- Heldigvis nåede vi at få halvandet gode, dejlige, skønne år sammen, hvor vi forsøgte, at nå så meget vi kunne sammen, skabe endnu flere gode minder sammen, inden kræften indhentede hende og os den 16. maj 2015. Det er sg* noget møg.

---------
Når livet ændres, for alvor
[Lørdag den 5. oktober 2013]

Det er januar. Min veninde ringer. Hun har fundet en knude i sit bryst.

Lige dér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad siger man? Hvad kan man sige? Jeg husker ikke rigtig samtalen efter dét. Helt ærligt så tænkte jeg allerede en masse frygtelige tanker. Jeg havde en masse spørgsmål, men vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe det an. For hun vidste jo heller ikke noget. Hun ventede stadig på svar.

Jeg læste alt, hvad der var at læse på Kræftens Bekæmpelse. Om brystkræft, om behandling, om at være pårørende.

Svaret kom. Det var dårligt nyt. Jeg rystede, da jeg talte med hende. Hun græd. Jeg kæmpede en indre kamp for at være rolig, ikke lade min bekymring og frygt påvirke vores første samtale. Hendes søn er et halvt år yngre end JoJo og jeg tænkte på ham, på hende og på hendes mand under hele samtalen. Og egoistisk, så tænkte jeg også på mig selv. Hvad med hende og mig - vores forhold? Og jeg tænkte alle de frygtelige "hvad nu hvis" tanker... Intet jeg sagde eller gjorde kunne gøre det bedre. Hun var alene med sygdommen. Ingen kunne gøre noget.

Første gang vi mødtes efter at hun havde fået nyheden, den frygtede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle reagere. Vi var sammen med vores familier. Drengene legede, vi voksne snakkede, min veninde græd lidt, Jesper var god til at stille de svære spørgsmål. Det var en god aften. Og jeg er glad for at vi talte om kræften, sammen med vores mænd. For mig var det dejligt at J var med, så tæt på.

Hun blev skaldet. Hurtigt. Det så faktisk ret godt ud, synes jeg. JoJo spurgte aldrig ind til, hvorfor hun pludselig ikke længere havde noget hår. Sådan er børn så skønne. De ser det slet ikke. Det var hans vens mor. Og nu havde hun ikke noget hår. Og det var der ikke noget mærkeligt i.

Vinter blev til forår, som blev til sommer. Tiden gik hurtig. Jeg tilbragte, selvfølgeligt, mange alenestunder med min veninde. Vi talte altid om kræften. Nogle gange meget, andre gange knap så meget. Vi talte om børn. Vi talte om at være mor. Om at være kæreste og kone. Vi talte om job. Om forventninger. Om fremtiden, ønsker og drømme. Vi talte om det uvirkelige. At HUN havde kræft. At kræft er noget der rammer alle de andre.

Nogle gange glemte jeg, at hun havde kræft. Og fik frygtelig dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg glemme det?! For jeg tænkte jo stadig de frygtelig "hvad nu hvis" tanker.

To operationer, 2 forskellige slags kemo og en måneds stråling  og min veninde var sygdomsfri, som det hedder. Det hedder ikke kræftfri, men sygdomsfri*. Det er helt fantastisk, men også underligt. Tænk at det alligevel gik så hurtigt. Det der har været den længste periode i hendes liv.

*Så let, hurtigt og smertefrit var det selvfølgelig ikke, men sådan var den konkrete behandlings- og efterbehandlingsproces.

Hendes liv er forandret for altid. Hun er måske nok sygdomsfri, men det betyder ikke at sygdommen ikke længere er en del af hende og hendes liv - ja alle os i hendes omgangskreds' liv. Den vil altid være der. Huske os på hvordan livet kan ændres fra den ene dag til den anden.

I dag er det Lyserød Lørdag. Jeg har været sammen med min veninde. Og vi har ikke nævnt kræft med et eneste ord. Vi har fejret at hendes dreng i dag er fyldt 5 år, sammen med deres familie og nærmeste venner. Det har været den skønneste dag.

Smuk sol på lyserød himmel. Livet går videre, men vi glemmer det aldrig.

#Billede og billedtekst er også to år gammelt, og passer i mange henseender stadig. Livet går videre, og vi glemmer aldrig. Men i dag er vores liv desværre fyldt med en stor og tung sorg over, at hun ikke længere er del af livet.