DET ER DEN TID på året. Min dag, min fødselsdag. Jeg glæder mig, det har jeg altid gjort. Jeg kan godt li' idéen om at en dag er helt speciel og at den kun er min.
Der er dog et lille men ved min næste fødselsdag. Jeg rammer officielt slutningen af 30'erne. Gisp. Tænk engang… Dét ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om. Hvornår er jeg egentlig blevet så gammel? Hvornår er dem jeg sammenligner mig medi det offentlige rum blevet så unge? Jeg er ikke den eneste der tænker sådan - se bare over hos Iværksættermor, selvom kommentarfeltet er fyldt med de unge under 30.
Så det vil jeg lade vær med at tænke over og i stedet lade mig fejre, ønske mig gode og dejlige gaver og nyde at være midtpunkt på min dag.
- Og så ikke et ord om, at jeg faktisk slet ikke er sammen med min elskede familie på min dag, men mine 180 kolleger. Men vi snyder og fejrer mig en dag tidligere. Selvom det ikke er helt det samme, bliver dejligt alligevel.
Da jeg nærmerede mig midt 30'erne havde jeg en krise. Dén skrev jeg om på den gamle blog, og den kan du læse mere om nedenfor.
#Og apropos alder, hvor er drengene dog små og søde - det er de selvfølgelig stadig. Billedet er helt udenfor kontekst, men jeg faldt over dette billede, da jeg sad og kiggede billeder forleden dag og blev en smule rørstrømsk. Tiden flyver...
_____________
Der er dog et lille men ved min næste fødselsdag. Jeg rammer officielt slutningen af 30'erne. Gisp. Tænk engang… Dét ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om. Hvornår er jeg egentlig blevet så gammel? Hvornår er dem jeg sammenligner mig med
Så det vil jeg lade vær med at tænke over og i stedet lade mig fejre, ønske mig gode og dejlige gaver og nyde at være midtpunkt på min dag.
- Og så ikke et ord om, at jeg faktisk slet ikke er sammen med min elskede familie på min dag, men mine 180 kolleger. Men vi snyder og fejrer mig en dag tidligere. Selvom det ikke er helt det samme, bliver dejligt alligevel.
Da jeg nærmerede mig midt 30'erne havde jeg en krise. Dén skrev jeg om på den gamle blog, og den kan du læse mere om nedenfor.
_____________
Fanget i min krop
[Januar 2013]
Jeg tror, at jeg har en krise. En 35 års krise. Ja, bevares jeg fylder først 35 om to måneders tid - helt præcis den 13. marts for de særligt interesserede, tak, men jeg fornemmer lidt en tiltagende krise over den kommende fødselsdag og de 35 år.
Og det handler overhovedet ikke om at jeg er utilfreds med mit liv, overhovedet ikke! Jeg er udemærket klar, og meget taknemlig, over hvor godt jeg har det og alle de fantastiske mennesker og gode ting jeg har i mit liv. Det handler om mig, og kun mig. Det er en følelse.
Når jeg kigger mig i spejlet tænker jeg "35, shit!". Du har levet halvdelen af dit liv. - Jeg regner godt nok med at blive mere end 70, men groft sagt. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente og jeg hader det. Jeg har aldrig været vild med tanken om at blive gammel. Men selve tanken om at jeg en dag slet ikke er her mere, den kan jeg på ingen måde udholde. Jeg får helt angstsved og går lidt i panik, når jeg for alvor gør mig de tanker. Og det er altså ikke fordi jeg som sådan er bange for at dø, eller forventer at skulle dø før om en 40 års tid +. Men hele tanken om, at jeg en dag er væk. Bare væk. Og her ser vi bort fra at mine gener lever videre i børn, deres børn og så videre. Men jeg, JEG er væk. Som i pist væk. I HATE IT!
Og når jeg så ser ind i det spejl der og ser et spejlbillede som stille og roligt viser, at jeg bliver ældre, så får jeg lidt krise. Ikke over selve spejlbilledet, som jeg de fleste dage er ganske tilfreds med. Men 35. 35 år mand! Jeg er her ikke for altid.
Og når jeg ser på mig i spejlet og mærker efter indeni, så synes jeg ikke helt tingene passer sammen. Mig i spejlet er voksen, ansvarlig, gået fra at være ung til voksen med smilerynker ved øjnene og tilfreds med de fregner som var hadet for 20 år siden. Mig indeni har stadig så mange ting at lære, så mange ubesvarede spørgsmål og tvivl.
Hvornår catcher krop og tanker op med hinanden?
Når jeg kigger mig i spejlet tænker jeg "35, shit!". Du har levet halvdelen af dit liv. - Jeg regner godt nok med at blive mere end 70, men groft sagt. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente og jeg hader det. Jeg har aldrig været vild med tanken om at blive gammel. Men selve tanken om at jeg en dag slet ikke er her mere, den kan jeg på ingen måde udholde. Jeg får helt angstsved og går lidt i panik, når jeg for alvor gør mig de tanker. Og det er altså ikke fordi jeg som sådan er bange for at dø, eller forventer at skulle dø før om en 40 års tid +. Men hele tanken om, at jeg en dag er væk. Bare væk. Og her ser vi bort fra at mine gener lever videre i børn, deres børn og så videre. Men jeg, JEG er væk. Som i pist væk. I HATE IT!
Og når jeg så ser ind i det spejl der og ser et spejlbillede som stille og roligt viser, at jeg bliver ældre, så får jeg lidt krise. Ikke over selve spejlbilledet, som jeg de fleste dage er ganske tilfreds med. Men 35. 35 år mand! Jeg er her ikke for altid.
Og når jeg ser på mig i spejlet og mærker efter indeni, så synes jeg ikke helt tingene passer sammen. Mig i spejlet er voksen, ansvarlig, gået fra at være ung til voksen med smilerynker ved øjnene og tilfreds med de fregner som var hadet for 20 år siden. Mig indeni har stadig så mange ting at lære, så mange ubesvarede spørgsmål og tvivl.
Hvornår catcher krop og tanker op med hinanden?
Jeg havde en mindre krise da jeg blev 30, men jeg er vild med at blive 40 i denne uge. Føler mig ældre, ja, men også meget mere hjemme i min alder. Og ikke så famlende ... Gav det mening? Knus B
SvarSletDet giver så meget mening Birgitte. Jeg føler mig som sådan ikke famlende, men jeg kan bare ikke følge med. Måske har det også noget at gøre med, at der sker store ting i drengenes liv i disse år, men så igen gør der ikke altid det?
Slet