FOR HALVANDET ÅRS tid siden skrev jeg på min gamle blog et indlæg om at holde ferie kun med et barn. Mit spørgsmål/holdning havde fået lidt medfart på min private Facebook. Jeg kom til at tænke på indlægget i går, da jeg læste et indlæg hos Iværksættermor om at holde ferie uden sine børn. Som jeg, may I add, ikke har nogle som helst problemer med, og som vi absolut godt kunne blive lidt bedre til her på matriklen.
Men noget andet, som jeg også kom til at tænke på var, at jeg synes, at det er vigtigt ikke at sammenligne, gøre sig til dommer overfor andres valg - ikke dermed sagt at man ikke må stille nysgerrige spørgsmål, måske kan man lære noget. Og virkeligheden er ikke altid den mantror man ser og hver familie har sine behov og bevæggrunde for de valg man træffer.
Og med det sagt, giver jeg ordet til et indlæg fra den gamle blog. Billedet er også fra den gamle blog. Ihhh, hvor er de små - og hvor glæder jeg mig til sommeren!
-------------
Om at gøre forskel på sine børn
Oktober 2013
Men noget andet, som jeg også kom til at tænke på var, at jeg synes, at det er vigtigt ikke at sammenligne, gøre sig til dommer overfor andres valg - ikke dermed sagt at man ikke må stille nysgerrige spørgsmål, måske kan man lære noget. Og virkeligheden er ikke altid den man
Og med det sagt, giver jeg ordet til et indlæg fra den gamle blog. Billedet er også fra den gamle blog. Ihhh, hvor er de små - og hvor glæder jeg mig til sommeren!
-------------
Om at gøre forskel på sine børn
Oktober 2013
Må man gøre forskel på sine børn?
Eller, det gørman jeg jo dagligt. En kommer i biografen. En på legepladsen. En skal hjælpe til. En må være længe oppe. En er 5 år. En er to. Og der ér forskel.
Men hvad når det kommer til oplevelser og rejser/ferie? Må man gøre forskel dér?
Jeg stillede spørgsmålet på Facebook i sidste uge. Om ferie med kun ét barn er go eller no go. Mor, far og ét barn. Og jeg er bagud på point, kan jeg godt se. Ikke at jeg selv har besluttet mig for hvad jeg helt synes. Men jeg synes, at det er en interessant snak/diskussion.
Hvorfor må man ikke gøre forskel? Børnene er forskellige. Har forskellige behov og ønsker. Uanset alder - og køn, mener jeg.
Er det fordi, at det ikke er normen? Er det fordi, vi er bange for hvad andre tænker om os?
Et argument på FB var, at det er synd for det barn der er hjemme, som skal høre om det andet barns oplevelser. Er det? Det er jo ikke fordi det ene barn ikke får nogle oplevelser. Det er jo bare nogle andre oplevelser. Og skal vi ikke nogle gange passe på med at behandle vores børn, mennesker generelt, ens, når de er forskellige?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er interessant, at det kan være synd, at man ønsker at give sine børn nogle oplevelser og noget alenetid, som ikke nødvendigvis er en tur i Tivoli - ikke et ondt ord om det.
Jeg synes bare, at det er ærgerligt at man har en tendens til at dele sig op. Far og et barn. Mor og et barn. Hvorfor kan et barn ikke få begge forældre?
Og jeg taler jo ikke om en uges badeferie for mor, far og er barn. Jeg taler om et par dage.
Hvad synes I?
Og lige nu er JoJo faktisk også på ferie alene hos farmor og farfar, imens Lille V er hjemme og har alenetid med far og mor, som vi alle tre nyder til fulde. Og er det så i orden? At JoJo får nogle oplevelser, kun med farmor og farfar?
Eller, det gør
Men hvad når det kommer til oplevelser og rejser/ferie? Må man gøre forskel dér?
Jeg stillede spørgsmålet på Facebook i sidste uge. Om ferie med kun ét barn er go eller no go. Mor, far og ét barn. Og jeg er bagud på point, kan jeg godt se. Ikke at jeg selv har besluttet mig for hvad jeg helt synes. Men jeg synes, at det er en interessant snak/diskussion.
Hvorfor må man ikke gøre forskel? Børnene er forskellige. Har forskellige behov og ønsker. Uanset alder - og køn, mener jeg.
Er det fordi, at det ikke er normen? Er det fordi, vi er bange for hvad andre tænker om os?
Et argument på FB var, at det er synd for det barn der er hjemme, som skal høre om det andet barns oplevelser. Er det? Det er jo ikke fordi det ene barn ikke får nogle oplevelser. Det er jo bare nogle andre oplevelser. Og skal vi ikke nogle gange passe på med at behandle vores børn, mennesker generelt, ens, når de er forskellige?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er interessant, at det kan være synd, at man ønsker at give sine børn nogle oplevelser og noget alenetid, som ikke nødvendigvis er en tur i Tivoli - ikke et ondt ord om det.
Jeg synes bare, at det er ærgerligt at man har en tendens til at dele sig op. Far og et barn. Mor og et barn. Hvorfor kan et barn ikke få begge forældre?
Og jeg taler jo ikke om en uges badeferie for mor, far og er barn. Jeg taler om et par dage.
Hvad synes I?
Og lige nu er JoJo faktisk også på ferie alene hos farmor og farfar, imens Lille V er hjemme og har alenetid med far og mor, som vi alle tre nyder til fulde. Og er det så i orden? At JoJo får nogle oplevelser, kun med farmor og farfar?
 |
| Brødre, fra i sommers - da det stadig var dejligt sommervejr, varmt og skønt. Åh, jeg savner! Hvor en af fælles oplevelserne var trillebørrace i haven. |
Børn er helt klart forskellige. Og har helt sikkert forskellige behov. Og det er forældre også! Mht. at holde kæresteferie uden børn, så har HDD og jeg været væk et par gange - en gang på miniferie, da Øglen var halvandet (2 overnatninger, så vidt jeg husker) og to gange i forbindelse med maraton (den ene gang én overnatning - den anden gang to). Og da var Varanen hhv. 1 og 2 år. Jeg har ikke haft kvaler med det i forhold til børnene, da de alle gange er blevet passet i vante omgivelser af mennesker, som både de og vi er trygge ved. Og de har haft en fest alle gange. Men jeg har selv savnet dem meget, når jeg er væk, og derfor kunne jeg ikke tænke mig at tage på ferie (som i en uge eller mere) uden børnene. De er for integreret en del af min (vores) hverdag, og jeg ville savne dem, som savnede jeg en arm eller et ben, tror jeg.
SvarSletNår det er sagt, så har jeg jo, som du ved, lige været af sted med Øglen i fire dage (3 overnatninger) i Paris, mens Varanen blev hjemme og havde en kombi af fridage og børnehavedage. Og det er da i høj grad at gøre forskel. Alle fik imidlertid noget ud af det, så der har ikke været skyggen af jalousi eller sure miner. Så ja, jeg synes i høj grad, at man gerne må gøre forskel på sine børn. Så længe der ligger tanker bag, og ingen føler sig forfordelt (i ordets gamle, rigtige betydning. Ikke i den nye pendulords-betydning :-))
Mht. at tage på ferie mor, far og et barn, så synes jeg, man skal gøre det, hvis man vurderer, at det er rigtigt for præcis den familie, man er. Måske man gerne vil på storbyferie, men lillepurk på 2 er for lille til at få noget ud af det. Med den alder mine unger har nu, ville jeg imidlertid ikke gøre det - yngste (eller ældste, for den sags skyld) ville synes, det var SÅ unfair. Og eftersom jeg selv blev ladt alene tilbage i en alder af fire eller fem, da mine forældre og storebror tog til London, og følte mig virkelig uretfærdigt behandlet, kan jeg godt følge dem ;-) (Jeg blev passet hos min farmor og havde det vildt hyggeligt. Kan huske, at jeg fik masser af slik og fik lov til mere eller mindre alt. Men jeg kan også huske, lige da jeg var blevet afleveret og stod bag en dør og gemte mig. Og slet ikke kunne forstå, at jeg skulle være der alene, når de andre skulle af sted. Sammen)
Nå, det blev langt. Det ER nok bare et tema, folk føler stærkt for, som du selv skriver :-)
Ih dejligt med en lang kommentar :-)
SletBørn, og familier, er heldigvis forskellige. Og det var også det mine tanker gik på dengang, og stadig går på. At vi er forskellige og har forskellige behov. Og hver familie træffer, forhåbentlig, de bedste beslutninger for lige præcis deres familie.
Lige nu tror jeg heller ikke, at vi ville tage afsted mor, far og et barn. Men da vi gjorde det, forstod Lille v det ikke og nød dagene med sine bedsteforældre. Og apropos bedsteforældre, så er vi ved at planlægge sommerferie hos bedsteforældre uden os. Vi har desværre kun to ugers sommerferie, men vi vil gerne at drengene får 3-4 ugers sommerferie. Ikke nødvendigvis i træk, men i alt. Men det bliver da underligt for os, når drengene sidder på Bornholm eller Fyn, og vi sidder i forstaden...