04.10.2015

Samme dag for to år siden - og så slet ikke

I DAG HAR vi fejret min venindes søn. 7 år bliver han i morgen. For præcis to år siden, den dag i dag, fejrede vi hans 5 års fødselsdag. Selvom dagen i dag var stort set den samme dag med de samme mennesker, lækker brunch igen og deres kendte lava-kage, så var dagen alligevel en helt helt anden.

Min veninde var der ikke. Hun er ikke længere en del af livets fejringer og fester, hverdag, minder og gang. Hun er død.

140 dage er der gået. Og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på hende. I dag var ekstra hård. Det var den første fødselsdag uden hende. Det var jo meningen, at hun skulle være med. Være sammen med os. Fejre sin søn. Men i stedet så går livet videre, uden hende. Det er sg* noget møg. Jeg savner hende!

Og for præcis to år siden, den dag i dag, skrev jeg indlægget nedenfor på min gamle blog. Et lykkeligt indlæg, lykkeligt uvidende om at en helt anden virkelighed og stor sorg skulle indhente os bare halvanden måned senere.

- Heldigvis nåede vi at få halvandet gode, dejlige, skønne år sammen, hvor vi forsøgte, at nå så meget vi kunne sammen, skabe endnu flere gode minder sammen, inden kræften indhentede hende og os den 16. maj 2015. Det er sg* noget møg.

---------
Når livet ændres, for alvor
[Lørdag den 5. oktober 2013]

Det er januar. Min veninde ringer. Hun har fundet en knude i sit bryst.

Lige dér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad siger man? Hvad kan man sige? Jeg husker ikke rigtig samtalen efter dét. Helt ærligt så tænkte jeg allerede en masse frygtelige tanker. Jeg havde en masse spørgsmål, men vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe det an. For hun vidste jo heller ikke noget. Hun ventede stadig på svar.

Jeg læste alt, hvad der var at læse på Kræftens Bekæmpelse. Om brystkræft, om behandling, om at være pårørende.

Svaret kom. Det var dårligt nyt. Jeg rystede, da jeg talte med hende. Hun græd. Jeg kæmpede en indre kamp for at være rolig, ikke lade min bekymring og frygt påvirke vores første samtale. Hendes søn er et halvt år yngre end JoJo og jeg tænkte på ham, på hende og på hendes mand under hele samtalen. Og egoistisk, så tænkte jeg også på mig selv. Hvad med hende og mig - vores forhold? Og jeg tænkte alle de frygtelige "hvad nu hvis" tanker... Intet jeg sagde eller gjorde kunne gøre det bedre. Hun var alene med sygdommen. Ingen kunne gøre noget.

Første gang vi mødtes efter at hun havde fået nyheden, den frygtede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle reagere. Vi var sammen med vores familier. Drengene legede, vi voksne snakkede, min veninde græd lidt, Jesper var god til at stille de svære spørgsmål. Det var en god aften. Og jeg er glad for at vi talte om kræften, sammen med vores mænd. For mig var det dejligt at J var med, så tæt på.

Hun blev skaldet. Hurtigt. Det så faktisk ret godt ud, synes jeg. JoJo spurgte aldrig ind til, hvorfor hun pludselig ikke længere havde noget hår. Sådan er børn så skønne. De ser det slet ikke. Det var hans vens mor. Og nu havde hun ikke noget hår. Og det var der ikke noget mærkeligt i.

Vinter blev til forår, som blev til sommer. Tiden gik hurtig. Jeg tilbragte, selvfølgeligt, mange alenestunder med min veninde. Vi talte altid om kræften. Nogle gange meget, andre gange knap så meget. Vi talte om børn. Vi talte om at være mor. Om at være kæreste og kone. Vi talte om job. Om forventninger. Om fremtiden, ønsker og drømme. Vi talte om det uvirkelige. At HUN havde kræft. At kræft er noget der rammer alle de andre.

Nogle gange glemte jeg, at hun havde kræft. Og fik frygtelig dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg glemme det?! For jeg tænkte jo stadig de frygtelig "hvad nu hvis" tanker.

To operationer, 2 forskellige slags kemo og en måneds stråling  og min veninde var sygdomsfri, som det hedder. Det hedder ikke kræftfri, men sygdomsfri*. Det er helt fantastisk, men også underligt. Tænk at det alligevel gik så hurtigt. Det der har været den længste periode i hendes liv.

*Så let, hurtigt og smertefrit var det selvfølgelig ikke, men sådan var den konkrete behandlings- og efterbehandlingsproces.

Hendes liv er forandret for altid. Hun er måske nok sygdomsfri, men det betyder ikke at sygdommen ikke længere er en del af hende og hendes liv - ja alle os i hendes omgangskreds' liv. Den vil altid være der. Huske os på hvordan livet kan ændres fra den ene dag til den anden.

I dag er det Lyserød Lørdag. Jeg har været sammen med min veninde. Og vi har ikke nævnt kræft med et eneste ord. Vi har fejret at hendes dreng i dag er fyldt 5 år, sammen med deres familie og nærmeste venner. Det har været den skønneste dag.

Smuk sol på lyserød himmel. Livet går videre, men vi glemmer det aldrig.
#Billede og billedtekst er også to år gammelt, og passer i mange henseender stadig. Livet går videre, og vi glemmer aldrig. Men i dag er vores liv desværre fyldt med en stor og tung sorg over, at hun ikke længere er del af livet.

02.10.2015

De første strejf af efterår

DET NÅEDE LIGE akkurat at blive den 1. oktober, og så kunne efteråret mærkes. Da jeg i går havde hentet Vildbassen i børnehaven, gik jeg direkte hjem og fandt hans tynde bomuldshue frem. - Hvilket så resulterede i "nååå, hvor er han nuttet" fra storebror og hans klassekammerater, da vi hentede ham på skolen.

Efterår - det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om...

Lysene i vinduerne, tæppet i sofaen og det at vi rykkere endnu tættere sammen. Dét er jeg vild med. Men de mørke morgener, grå og tunge skyer og kolde og igen mørke eftermiddage. Det ser jeg ikke frem til. Jeg hader også at fryse. Og jeg fryser ret meget. Jeg er allerede begyndt at bruge halstørklæde om morgen.

Heldigvis har vejret i dag været væsentlig bedre og weekenden ser også rigtig god ud med sol og lune vinde. I morgen venter tre timer på sidelinjen, imens JoJo spiller fodboldturnering.


#Sidste weekend tilbragte vi et par timer i Dyrehaven - her kigger vi på en kronhjort med et utrolig stort gevir. Familien var ladet med plastik kikkerter. Det er lidt svært at se på billedet, men Lille V holder kikkerten omvendt og min kikkert er en pingvin fra McD. 

25.09.2015

Weekend dejligheder

WEEKEND, FAMILIETID og dejligheder. Ikke så mange planer, men lidt af alt det gode. Hele ugen har jeg glædet mig til weekenden. Efter en weekend uden J og en travl uge, er det dejligt at være samlet alle fire igen. 

Når vi i morgen rejser os fra morgenbordet, starter jeg ud med en tur til frisøren. Det der korte hår kræver altså jævnlige besøg hos frisøren - og jeg måtte aflyse min aftale for et par uger siden pga. arbejde. Så det trænger. Men jeg glæder mig til et par timer i stolen med sladderblade og kaffe.

Vi har også talt om en tur i Dyrehaven. JoJo har været derude med klassen i dag, og der havde været rigtig mange rådyr. Det vil han gerne vise sin lillebror. Vi har også længe talt om en tur på Louisiana, så det er også en mulighed. 

Udover det har vi ikke de store planer. Og jeg glæder mig. Det betyder, at der også er god tid til at tegne monstertegninger, læse bøger og drikke mere kaffe. 


#København fra luften, da jeg fra et par uger siden var på vej til det norske i tre dage.

22.09.2015

Intentionerne - de fejler ikke noget

JEG HAR EN ualmindelig god evne til at gå igang med noget, have rigtig gode intentioner og komme godt fra start. For derefter at stoppe lige så pludseligt, som jeg startede. Og jeg har altid en god undskyldning. Selvfølgelig har jeg det. Ellers var jeg jo ikke stoppet.

Der var fx det der #cphhalf for et par uger siden - som jeg tilmeldte mig allerede den dag billetsalget startede. Og mit træningsår kom også ualmindeligt godt i gang. Men da min personlige træner var ude af billedet - og til og med nu befinder sig helt i det tyske, og ikke bare en booking væk, ja så kom jeg sg* ikke rigtig afsted. Løberiet gik stille og roligt igang i stedet. Jeg kunne tydeligt se, at træningen havde haft en positiv indflydelse og min løbeevne og -tid (jeg er typen der konkurrerer med mig selv hver evig eneste gang jeg løber) var klart forbedret. Og jeg nød til og med mine løbeture. Men så var det, at jeg åbenbart! lige holdt en lillebitte løbepause, igen. Og her 3-4 måneder holder jeg stadig en løbepause - og har altså ikke fået løbet det der løb, som jeg så gerne ville.

Det er jeg ret så ærgerlig over. Helt vildt faktisk.

Lige nu er jeg midt i ingenmandsland, når det kommer til træning. Intentionerne er der stadig. Lysten er der også. Men udførelsen, den halter. Mit fitness abonnement er aktiveret igen. Jeg har været afsted til et par hold, og jeg kigger utrolig meget på fitess-app'en for at finde nogle hold, som passer til mig. Igen, intentionerne og engagementet fejler ikke noget.

Men udførelsen....

Stay tuned.


#Jeg forsøger også at sætte ind på madfronten. Ikke de vilde store ændringer. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg arbejder virkelig dårligt med restriktioner og begrænsninger, men jeg forsøger at skrue ned for cola og chokoladen-delen, og tænker over, hvad jeg ellers putter i munden. Det går egentlig ok, men jeg er lækkersulten - som i virkelig lækkersulten utrolig meget af tiden. Nogle vil måske mene, at jeg tænker alt for meget på mad. Nogle har ret.

19.09.2015

Hvad sker der lige?

IKKE RET MEGET VEL? Og dog, væk fra computerens tastatur leves og nydes livet. Lysten til at blogge har været til stede hele tiden, men tanker om bloggen og dens indhold har samtidig kvalt lysten en smule. Men nu er den her, lysten. Tror jeg. I hvert fald så meget, at inden jeg måske beslutter mig for at lukke bloggen helt igen?, så giver jeg den lige et forsøg mere. Forhåbentlig bliver det til mere end blot en omgang kunstigt åndedragt. For det er jo egentlig ret hyggeligt med sådan en blog. Og med efterår i kalenderen, mørke aftener i sofaen med varm kaffe og lune tæpper planlægger jeg at blogge lidt og læse gode krimier. - Nu glæder jeg mig næsten til efteråret.

Så her er jeg - igen. Frisk og klar til en ny blogsæson.

Håber at I stadig er med derude et eller andet sted.

Vi ses snart igen.


#Drengene og jeg er alene hjemme i denne weekend. Vi har sendt vores skønne far på firedages "studietur" til Mallorca - også kaldet øller-weekend af drengene. Og nok ikke helt forkert. Vi er startet dagen med god morgenmad, højtlæsning af "Lille Allan - den menneskelige antenne" og fælles leg. Lige nu sidder de med hver deres spillekonsol, inden vi finder ud af hvad dagen skal bringe.