25.12.2014

Slut med jul

ÅRETS SIDSTE JULEINDLÆG, men inden jeg helt lukker ned for julen 2014 vil jeg lige runde vores dejlige juleaften af, som vi tilbragte sammen med morfar, farmor og farfar.

For sikke en dejlig juleaften! Drengene var søde, tålmodige og taknemmelige. Eftermiddagen var indimellem lidt lang og ventetiden næsten ikke til at holde ud, men de klarede det så flot. Julemanden havde været forbi i nattens mulm og mørke og efterladt en stor pakke LEGO, så der var underholdning til begge drenge i mange timer.


# I løbet af de senere år er vores juletræ blevet mere personligt i sin pynt. Her en "julekugle" som JoJo fik af nissen oprindeligt købt af mormor og et krammerhus lavet af blade med guldhank, som JoJo lavede i verdens bedste børnehave dengang vi boede i Sydhavnen.

Jesper og jeg har efterhånden været sammen i 13 år, og har holdt jul sammen i 8 eller er det mon 9? år. De fleste af årene har vi holdt jul, så man skulle vel mene, at vi efterhånden ved, hvordan man tilbereder en julemiddag. Og det gør vi i og for sig også. Men når vi står der i køkkenet mellem brunede kartofler, sauce der skal laves, and der skal parteres og svær der skal være sprøde, så synes jeg ikke, at det er det allersjoveste. Men det gik så fint, maden smagte vidunderligt hvis jeg selv skal sige det og alle hyggede sig.



#Julebordet fyldt med hygge og dejlig mad.

Drengene fik nogle virkelig gode gaver, og særligt Lille V var utrolig begejstret og krammede hver evig eneste gang har fik en gave. JoJo var den hjælpsomme storebror og store gavekoordinator, og han tog sin rolle meget alvorligt.


# Blandt de gode gaver fik JoJo en rigtig god bue og pile og han træner ihærdigt i kælderen, hvor han skyder til måls på en dyne - og ret skrap til det.

Dagen i dag har vi tilbragt i nattøj. Vi har været en tur ude i sneen, men ellers bare hygget os indenfor med at bygge mere LEGO, lege med drager, spise julerester og snolder og se familiefilm i sofaen. I morgen er det kusinens 4 års fødselsdag og vi glæder os til at fejre hende, hvilket også er vores punktum for julen og tid til at pakke alle julerierne væk og finde dem frem igen om 11 måneder.


# En dag for sent. Men et smukt syn at vågne op til og drengenes begejstring var næsten lige så stor som dagen før, da de vågnede og det endelig var juleaften.

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med dem I holder af.


2 kommentarer:

  1. Det ser ud til i havde en skøn jul. Jeg har helt samme oplevelse med maden, der er så meget der skal klappe og være klar på samme tid, at det altid ender i lidt småstress her. Det er skørt, men det samme scenarie år efter år. /Ida

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det havde vi :-) Jeg havde en snak med nogle gode venner i går omkring det med julemaden og de sidste 15 minutters stress og om, hvordan jeg ikke rigtig synes, at det er hyggeligt at skulle lave alt den julemad. Jeg vil helst inviteres ud når det kommer til maden, men det er jo svært, når jeg helst vil være hjemme...

      Slet

Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….