03.02.2015

Skiferie med børn

NETOP HJEMVENDT FRA en dejlig skiferie lovede jeg, at jeg ville give et par fif til skiferie med børn.


Skiferien gik til Østrig, et lille sted som hedder Lofer. Vi boede på en lille kro med 10-12 værelser, lige ved siden af liften som gik mod toppen. Kroen var typisk østrigsk, ikke noget prangende, men havde alt hvad vi havde brug for, var rent og pænt og personalet meget venligt. Og så var prisen ganske fornuftig. Ca. 500 eur pr. voksen inkl. halvpension og liftkort. Drengene var gratis - også liftkort.

Skiferie med børn handler rigtig meget om at forventningsafstemme på forkant. Både børn og voksne, men nok særligt de voksne. For ski med børn er på ingen måde ski på den måde, som det plejede at være. Det gælder jo egentlig ferier generelt, men det kommer mere til udtryk på en aktiv ferie som skiferie jo er.

Hjemmefra havde vi, og med vi mener jeg os forældre, besluttet at drengene skulle gå i skiskole. Selvom vi har stået på ski i 10-12 år jeg skal så trække et par graviditeter og småbørnsår fra, er vi langt fra gode nok til at lære drengene at stå på ski.

J havde brugt noget tid på at undersøge mulighederne, og havde fundet et par steder med forskellige modeller. Heldags, halvdag, få dage, hele ugen. Mulighederne var mange. Og vigtigst, der var danske guides. Eller, det kommer jeg lige tilbage til. 

På forkant besluttede vi, at begge drenge som udgangspunkt skulle på skiskole hver formiddag fra kl. 10 til 12. JoJo havde mulighed for at tilvælge eftermiddagene, hvis han ville. Det ville han ikke. Lille V gik på et Bambini-hold op til 4 år. Som det eneste barn. Desværre var instruktøren tysker. Utrolig sød, men han forstod naturligvis ikke et ord hverken på engelsk eller tysk. Heldigvis var holdet over ham med en dansk instruktør, ofte i nærheden og kunne hjælpe med sproget. Men det var lidt ærgerligt, synes vi. Men V hyggede sig, og synes at det var sjovt, og det var det vigtigste.

Så første fif - skiskole til børnene, hvis man ikke selv har evnerne. Og undersøg mulighederne hjemmefra, så man ikke skal bruge alt for lang tid på det, når man kommer frem - hvor man også skal leje ski, støvler og hjelm.


#Mine tre yndlingsmennesker 

Næste fif er underholdning. Efter et par timers skiskole holdt vi hver dag en lang frokostpause på en time til halvanden. Her spillede vi Uno, legede med drager og riddere og hyggede os. Det betød, at J løb med rygsæk, når vi stod på ski om formiddagen, men det fungerede udemærket for ham. Ellers er der sikkert et sted, hvor man kan opbevare den så længe.

Snack, også en vigtig ting. I lommerne og i tasken havde vi altid en pausesnack. Både til når skiene var dumme og man absolut ikke ville løbe mere på ski, eller til hygge efter frokosten eller turen ned med liftene.

For at komme op i terrænet, hvor børneområdet lå og liftene gik videre op i højden, skulle vi med to gondollifte. Det tog samlet 15-20 minutter og var ganske ok. Men særligt Lille V synes, at det var svært at gå med skistøvlerne på. Så han fik altid sine vinterstøvler på og skiftede først ved børnebakken. Det gjorde det hele meget lettere for os og ham. Og endnu en grund til at vi havde rygsæk med.

Det er mine vigtigste fif til at få nogle gode timer og dage på pisterne sammen. Skiskole, snolder, underholdning og evt. rigtige støvler til pauserne, så de små børnefødder kan få en pause fra skistøvlerne.

Hvad er dit bedste skiferiefif - både med og uden børn?

Husk at du kan se flere billeder og læse lidt mere om selve skiferien på IG - jeg hedder @finurligt.

1 kommentar:

  1. Lyder som en dejlig ferie - godt man kan komme et stykke vej med fagter :D Og ja, så længe børnene er trygge og glade, så går det hele jo! Jeg har været på ski en gang på studietur i 6 klasse, det var vist bare et stort motorisk kaos at overvære, men varm kakao redder jo alt :p

    - Anne

    SvarSlet

Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….