Det er svært at være mor for tiden. Svært at være mor til et barn som savner sin hverdag, sine venner og sit normale liv. Et liv som aldrig kommer tilbage, som han kender det. Nu er han nemlig et skolebarn.
- Og det vil helst sikkert blive godt, rigtig godt.
Men når man er tryghedssøgende, følsom og observerende, så er det svært når livet, som man kender det, ændrer sig fra den ene dag til den anden. At blive kastet ud i noget nyt. Alene. For han er alene. Han kender kun ganske få og har ikke nogen fast base, som han altid kan søge tilbage til.
Det er svært for ham, og det er svært for mig os. Vi er der ikke til at guide ham, hjælpe ham på vej. Jo med vores kærlighed - tanker, ord og viden, men i praksis så er han alene - og dér mangler han vores hånd, kram og hjælp til at komme videre.
Dagens start var virkelig hård, og han var utrolig ked af det. Det sad i mig resten af dagen. Heldigvis havde han haft en god dag og var glad, da jeg kom hjem fra arbejde.
Nu glæder jeg mig til på tirsdag, hvor skolelivet starter for alvor. Håber at det hjælper ham med lidt med faste rammer som starten på skoledagen giver. For det er starten der er svær. Der hvor der er fri leg, hvor han selv skal finde ud af hvem han vil lege med og hvad han vil lave, når han endnu ikke kender nogen eller ved hvilke muligheder der er. Når han først er i gang er det meget lettere. Og han får selvfølgelig leget. Men han har brug for hjælp til at komme i gang.
#Lille dreng, stor verden. Her i Givskud Zoo - dengang virkeligheden var en anden. Meget lettere, når man er en dreng på 6 år.
Hvor kan jeg genkende din beskrivelse fra i dag. Man kommer - der er tre børn på stuen, som man ikke kender. Ingen voksen på stuerne til at hjælpe legen i gang (de står nemlig og snakker sammen ude ved indgangen til fritten). Jeg finder en ude ved indgangen og spørger lidt ind til dagen, når nu F ikke har været der til andet end intro i en times tid inden vi tog på ferie. "Han kan være, lige hvor han har lyst. Vi har bare skattejagt for dem kl 9.10, så der begynder dagen." Mig: "okay, hvordan finder I dem så?" Pædagog: "mon ikke han holder sig her i nærheden?"
SvarSletDer er to etager og 340 børn og han må være hvor han vil. Den er lidt svær at sluge på første dag et helt nyt sted. Jeg er måske bare en hønemor og de pædagoger er sikkert pissesøde og skal lige opdatere hinanden om deres ferie. Men de måtte altså også gerne lige engagere sig i børnene, sige hej til min søn og spørge hvad han hedder. Bare lige her første dag ;)
Øv, en besked at få. Og sikke en måde at byde børnene velkommen på. JoJos første dag var faktisk ok. Startede ud med at lave navneskilte, få en rundvisning og finde et skab. Men derefter blev han "sluppet" løs, og det var lidt svært.
SletJeg savner også lidt mere initiativ fra pædagogerne. De virker rigtig flinke, men det virker meget som om at det er børnene der skal opsøge dem. Det synes jeg egentlig er en god idé, men de første par uger kunne de godt være lidt ekstra opmærksomme på de nye børn.
I dag havde vi desværre en rigtig hård aflevering, igen. Jeg håber virkelig at selve skolestarten bliver virkelig god for ham.
Øv! Jeg krydser fingre for i morgen <3
SvarSlet