ENGANG HAVDE JEG jo en anden blog. En blog som gemmer på mere end 900 indlæg fordelt over ca. 6 års skriverier. Indmellem går jeg tilbage på bloggen og læser gamle indlæg. Indlæg, som får mig til at huske en tid, en følelse eller som bare minder mig om, hvordan livet var engang.
Jeg har besluttet mig for at dele nogle af de gamle indlæg igen. Både indlæg som haft mange besøgende eller kommentarer, men også indlæg som betyder noget for mig. Jeg håber, at I vil tage godt imod dem.
Vi starter ud med et indlæg fyldt med følelser - nemlig det med at leve et halvt liv som skilsmisseforældre.
____________
Et halvt liv
Jeg har besluttet mig for at dele nogle af de gamle indlæg igen. Både indlæg som haft mange besøgende eller kommentarer, men også indlæg som betyder noget for mig. Jeg håber, at I vil tage godt imod dem.
Vi starter ud med et indlæg fyldt med følelser - nemlig det med at leve et halvt liv som skilsmisseforældre.
____________
Et halvt liv
[Juli 2013]
- Jeg føler, at jeg kun lever et halvt liv, når jeg kun er sammen med mine børn halvdelen af tiden.
- Tænk at skulle flytte hjem hver uge. Det er da der intet menneske der kan holde til. Og dét byder vi vores børn.
Noget i den stil sagde en grædende Maise Njor (kan det virkelig passe at hun ikke har en blog eller lignende?!) i DR3s program Kaos, sex og bekendelser - jeg opdager så nu, at det oprindeligt er et DR2 program, men anywho det sendes på DR3, og online, for tiden.
Hendes ord ramte mig så dybt. For hvor har hun dog ret. Hvordan pokker kan man byde sine børn det! Men samtidig, hvordan kan man andet, når nu det menneske som man skulle elske for evigt ikke længere er dét menneske? Når et forældrepar ikke længere er et kæreste-par, kærligheden er forandret - måske forsvundet og man skal finde en ny hverdag og familiesammensætning for sin familie. For man er jo familie, det vil man altid være. Også selvom kærligheden muligvis er forsvundet, så hører man sammen for altid. Og hvordan får man det bedste ud af det, imens følelserne raser og fornuften måske er gemt af vejen midt i sorgen, tabet, det uoverskuelige og nye.
Jeg ved det ikke. Vi står heldigvis ikke i den situation. Og kommer forhåbentlig aldrig til det. Udover at vi har lovet hinanden, at vi to skal blive gamle sammen og at vi altid vil elske hinanden, så har vi også lovet hinanden, at vi ikke giver op. Det er ikke en mulighed. Vi kan ikke smide "jeg elsker dig ikke mere" eller "jeg vil ikke mere" kortet uden kamp, en fælles kamp.
Fundamentet for vores kærlighed er den samme som den altid har været. Vi vil hinanden. Vi elsker hinanden. Men vores liv og hverdag er i konstant forandring og vi gør vores bedste for at huske hinanden og os som kærestepar - og det må vi aldrig glemme. Det er hele fundamentet for vores familie.
Som JoJo så sødt siger; "Først elskede du far. Ham elskede du så højt, at I fik mig. Så elskede du også mig. Og mig elskede du også højt, så derfor fik vi lillebror. Så nu elsker du far, mig og lillebror." Lige præcis. Det kan ikke siges mere tydeligt. Og de 3 kærligheder er værd at kæmpe for.
Dette indlæg er slet slet ikke en kritik eller løftet pegefinger at folk som er skilt, hvor børn lever to forskellige steder eller familier som lever deres liv på en anden måde end den måde, som vi lever vores liv på. Det er blot et udslag for det tankespind og de triste følelser, som MNs ord satte gang i hos mig. Trist fordi at familier skiltes, familier som skulle være sammen for altid. Og hvor børn bliver fanget i midten af knuste hjerter og udbrændt kærlighed.
Note: Jeg er selv skilsmissebarn. En af de mere lykkelige skilsmissebørn, hvis de findes. Mine søstre og jeg havde fast base hos vores mor, og kom hos vores far, når vi havde lyst og når det passede os og ham. Da vi var mindre var vi der oftes sammen, men senere var vi der nogle gange sammen, nogle gange alene. Nogle gange bare et kort besøg, andre gange i flere dage. Hele livet igennem har vi fejret alle store ting sammen med hele vores store familie. En helt fantastisk positiv ting som kom ud af mine forældres skilsmisse er det tætte bånd mellem mine søstre og jeg.
- Tænk at skulle flytte hjem hver uge. Det er da der intet menneske der kan holde til. Og dét byder vi vores børn.
Noget i den stil sagde en grædende Maise Njor (kan det virkelig passe at hun ikke har en blog eller lignende?!) i DR3s program Kaos, sex og bekendelser - jeg opdager så nu, at det oprindeligt er et DR2 program, men anywho det sendes på DR3, og online, for tiden.
 |
| Tænk hvis jeg ikke kunne være sammen med disse to guldklumper hver eneste dag! Jeg tror ikke at mit hjerte kunne holde til det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme ud af sengen og igang med mit liv, hvis de ikke var en del af det hver eneste dag. Jeg har faktisk stadig svært ved at sende dem på ferier, selvom jeg nyder tosomheden med J. |
Jeg ved det ikke. Vi står heldigvis ikke i den situation. Og kommer forhåbentlig aldrig til det. Udover at vi har lovet hinanden, at vi to skal blive gamle sammen og at vi altid vil elske hinanden, så har vi også lovet hinanden, at vi ikke giver op. Det er ikke en mulighed. Vi kan ikke smide "jeg elsker dig ikke mere" eller "jeg vil ikke mere" kortet uden kamp, en fælles kamp.
Fundamentet for vores kærlighed er den samme som den altid har været. Vi vil hinanden. Vi elsker hinanden. Men vores liv og hverdag er i konstant forandring og vi gør vores bedste for at huske hinanden og os som kærestepar - og det må vi aldrig glemme. Det er hele fundamentet for vores familie.
Som JoJo så sødt siger; "Først elskede du far. Ham elskede du så højt, at I fik mig. Så elskede du også mig. Og mig elskede du også højt, så derfor fik vi lillebror. Så nu elsker du far, mig og lillebror." Lige præcis. Det kan ikke siges mere tydeligt. Og de 3 kærligheder er værd at kæmpe for.
Dette indlæg er slet slet ikke en kritik eller løftet pegefinger at folk som er skilt, hvor børn lever to forskellige steder eller familier som lever deres liv på en anden måde end den måde, som vi lever vores liv på. Det er blot et udslag for det tankespind og de triste følelser, som MNs ord satte gang i hos mig. Trist fordi at familier skiltes, familier som skulle være sammen for altid. Og hvor børn bliver fanget i midten af knuste hjerter og udbrændt kærlighed.
Note: Jeg er selv skilsmissebarn. En af de mere lykkelige skilsmissebørn, hvis de findes. Mine søstre og jeg havde fast base hos vores mor, og kom hos vores far, når vi havde lyst og når det passede os og ham. Da vi var mindre var vi der oftes sammen, men senere var vi der nogle gange sammen, nogle gange alene. Nogle gange bare et kort besøg, andre gange i flere dage. Hele livet igennem har vi fejret alle store ting sammen med hele vores store familie. En helt fantastisk positiv ting som kom ud af mine forældres skilsmisse er det tætte bånd mellem mine søstre og jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….