Om at være bange

JEG HAR ALLE dage været lidt af en bangebuks. Bange for at køre stærkt altså ikke for for stærkt, bare stærkt, flyve, træffe større beslutninger, hvor jeg ikke kan vide mig sikker på udfaldet, konflikter - eller måske ikke ligefrem bange, men tilbageholdende her vil dem der kender mig godt råbe løgn!!. Men ude i virkeligheden sammen med andre voksne, så er jeg lidt bange for konflikter. Jeg er også bange for at der skal ske nogen noget. Og med nogen mener jeg alle dem jeg kender, og dem de kender for så kommer det jo tæt på. Bange for det ukendte. Hold nu helt op jeg er bange for det ukendte!

Og med lortemors og rockpaperdresses indlæg tidligere på ugen i baghovedet - og to flyvninger indenfor 24 timer og en stormvarsel ved navn Dagmar på den ene flyvning, blev jeg igen lidt bange og kom jeg til at tænke på den der frygt igen. Den frygt som hænger over hovedet konstant. Og som kun er blevet større i takt med, at der er blevet plads til mere kærlighed i mit hjerte. 

Det har helt sikkert noget at gøre med at jeg er blevet mor. Men også bare det faktum, at jeg er blevet voksen. Pludselig er man jeg så pokkers bevidst om alt det farlige og uvisse der findes derude. 

Og ved I hvad jeg også er bange for? Folks hensigter. Er de reelle? Og nogle gange kan jeg godt blive bange for at "speake" op. Bange for konsekvenserne. Særligt hvis jeg gør det offentligt på bloggen eller de sociale medier, som jeg til og med arbejder med. For dér kan folk nogle gange være så modbydelige, hvilket jeg heldigvis aldrig har oplevet, fordi de sidder bag en skærm. 

Allermest er jeg bange for at min frygt skal smitte af på mine drenge eller få lov til at styre mit liv.

Så det får den ikke lov til. Punktum.

Og med det, rigtig god lørdag.

#Heldigvis er verden fyldt med gode og smukke ting, og det får min frygt kke få lov til at overskygge.