Så kom dagen endelig. Dagen vi i lang tid havde set frem til, men som i løbet af den sidste uges tid er blev forvandlet til en dag som pludselig ikke var en glædelig dag. Som pludselig var blevet en uoverskuelig dag. En dag som vores store dreng absolut ikke så frem til eller havde det mindste lyst til.
- Så sent som i går aftes sagde han, at han ville ønske at han var 5 år, så han ikke skulle starte i skole. Av, morens hjerte gik en lille smule i stykker lige dér.
Men uanset, så var det altså dagen i dag. Første skoledag. Og det gik rigtig fint. Og han var glad det meste af tiden.
Og i morgen venter endnu en dag - også selvom han sluttede dagen af med at sige, at han ikke ville i skole i morgen.
Jegvi ved faktisk ikke helt, hvad vi skal gøre. Hvad kan vi gøre? Vi forsøger og har forsøgt at forberede ham på dagen der kommer. Hans klasselærer fortalte os morgendagens program, så vi kan tale om det sammen. Vi forsøger at tale med ham om det ukendte, hjælpe ham og svare på hans spørgsmål. Men hans standard sætning er; jeg vil ikke, jeg vil ikke. Hver gang han siger det, så bliver jeg en lille smule ked af det. Fordi det skal han. Fordi. Bare fordi.
Jeg ved jo godt, at det nok skal blive godt. Men det er virkelig hårdt at være forældre til en dreng, som pludselig er så ked af sin hverdag og sit nye liv. Særligt fordi vi slet ikke havde set det komme. Vi var på ingen måde forberedt.
#Glad og på vej.
#Et af dagens yndlingsbilleder. Fanget i et øjebliks kækhed.
#Prøver at joke sig ud af en situation, som han ikke har styr på.
#Dagen er vel overstået. Og et andet yndlings. Lidt gryntet, men han er glad, og lidt genert. Men det gik godt.
- Så sent som i går aftes sagde han, at han ville ønske at han var 5 år, så han ikke skulle starte i skole. Av, morens hjerte gik en lille smule i stykker lige dér.
Men uanset, så var det altså dagen i dag. Første skoledag. Og det gik rigtig fint. Og han var glad det meste af tiden.
Og i morgen venter endnu en dag - også selvom han sluttede dagen af med at sige, at han ikke ville i skole i morgen.
Jeg
Jeg ved jo godt, at det nok skal blive godt. Men det er virkelig hårdt at være forældre til en dreng, som pludselig er så ked af sin hverdag og sit nye liv. Særligt fordi vi slet ikke havde set det komme. Vi var på ingen måde forberedt.
#Glad og på vej.
#Et af dagens yndlingsbilleder. Fanget i et øjebliks kækhed.
#Prøver at joke sig ud af en situation, som han ikke har styr på.
#Dagen er vel overstået. Og et andet yndlings. Lidt gryntet, men han er glad, og lidt genert. Men det gik godt.
Åh, det er noget, der gør ondt. Jeg har ingen magiske ord. Alt nyt er svært, så I må bare blive ved at rumme ham og så håber jeg, at han snart bliver rigtig, rigtig glad for det. Kram
SvarSletTak for kram, det havde moren brug for. Han har brugt så meget energi på det ukendte, men heldigvis så fandt han i går ud af, at selvom det er nyt og fremmed, så er det alligevel ok. Han havde i hvert fald haft en god dag i år, og var ikke ked af det til aften eller i morges.
SletÅh, jeg hepper på succeser og gode oplevelser - det behøver ikke være kærlighed ved første blik, for at blive et hit, det kan jeg huske fra min tid som børnehavevikar. Nogle skal bare lige vænne sig til tanken, omgivelserne og rammerne, og så falder det hele på plads!
SvarSletJeg krydser fingre :D
- Anne
Tak Anne. De gode oplevelser er på heldigvis på vej ind. Tirsdag aftalte vi, at vi (også os forældre) hver dag skulle fortælle om tre gode ting vi havde oplevet. Lige fra en god rugbrødsmad til en sød klassekammerat. Og i går aftes kom de helt af sig selv, godt nok kun to. Men lidt har også ret :-)
SletÅh det er virkelig hårdt. Også fordi, som du siger, at I slet ikke var forberedt på problemet. Mon ikke denne første uge vil vise bare en lille forbedring? Sender tanker og kram.
SvarSletTak Birgitte. Forbedringen er allerede på vej, synes jeg. Nu er det ikke længere helt uvist og fremmed. Nu har han en fast plads, ved hvor han hører til og en lille idé om, hvad det der skole noget er.
SletNu skal vi bare have indhentet den manglende søvn. Han har brugt så mange kræfter, tårer og aftentimer på at være ked af det, at han vel har mistet et par timers søvn i døgnet siden han startede i SFO! Men nu håber jeg, at aftenroen er genetableret, at han er ved at være tryg ved det nye og derfor kan finde roen, når han går i seng om aftenen.
Sig til ham, at det er OK at være ked af det, bange eller føle det svært. Så kan man få hjælp af en voksen. Mange synes, der er for mange børn, og at man skal for meget. Man skal slet ikke kunne så mange ting mange ting, som man tror, man skal i skole for at lære det. Fortæl ham at mange børn har det som ham, men at man finder ud af at det er sjovt efterhånden. Vær ikke bange (du/I) for om det skal gå, for det kommer det sikkert til. Først og fremmest: Det er helt normalt. Ikke alt er som folk gerne vil have det til at lyde som ;-) Venlige hilsner en mor til to drenge, hvoraf den ene også netop er startet.
SvarSletTak for dine gode råd Rikke. Som jeg skriver ovenover så går det heldigvis allerede meget bedre.
SletVi har også talt rigtig meget om, at man skal gå i skole for at lære nye ting. Det har ikke været hans største bekymring. Den har primært kørt på, at han ikke kendte et øje. Og dét er svært at være omgivet af virkelig mange børn, som man er i SFO'en og så til og med have "fri leg", "du må lege med lige det du vil". Jeg/vi har virkelig savnet mere "opsamling" af pædagogerne, men det er en helt anden snak. Men NU har han sin faste start på dagen, et lærerteam der sætter i gang og støtter ved behov. Dét lader til allerede at havde gjort en forskel :-)
Håber at din mindste har haft en god skolestart.