03.07.2014

10 dage

I går da jeg puttede JoJo faldt snakken igen igen på den kommende skolestart. Jeg synes måske nok, at det fylder meget i mit mor-liv, men det er jo absolut ingenting i forhold til, hvor meget det fylder i hans liv.

Og i går, ja der ville han egentlig helst bare blive ved med at gå i børnehave. - Det er måske ved at gå op for ham at livet lige om lidt er meget mere end bare leg og gode venner. Eller det kom sig faktisk af, at han rigtig gerne stadig vil være sammen med sine venner, hvilket jo er enormt sødt. Vi talte så lidt frem og tilbage om, at hans venner jo også skulle starte i skole, så det blev måske lidt kedeligt at gå i børnehave. Og at vi selvfølgelig stadig kunne ses med de gode venner fra børnehaven. Så alt i alt kom vi vist frem til, at det er ok at skulle starte i skole lige om lidt.

Men det er virkelig også lige om lidt. Ind imellem alt vores snak, talte vi nemlig også hvor mange dage han rent faktisk har tilbage i børnehaven. 10! Det havde jeg faktisk lidt svært ved at forholde mig til. Jeg må snart tage mig sammen, og vende mig til tanken om, at jeg lige om lidt er mor til et skolebarn.


Mit over?beskyttende mor-gen blev også rigtig glad og lidt mindre bekymret for en stund i går, da vi tilfældigvis mødte en kommende klassekammerat på vejen, som mere eller mindre inviterede sig selv på en legeaftale og derfor kommer på lørdag. Jeg glæder mig allerede til han kommer.

#Det er ham her, der skal starte i skole. Her blot 7 måneder gammel og dengang den sjoveste i hele verden var hans mor. Nu 6 år og selvstændig - og hende mor, ja hun er bare så irriterende nogle gange!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv løs! Det er nu alt det sjove begynder….